Allan Tirsgaard

# # Glemmer regeringen virksomhederne og det frivillige Danmark?

Regeringen vil nu hæve det personlige befordringsfradrag for at hjælpe pendlerne med de høje benzin- og dieselpriser.

Det kan jeg sådan set godt forstå.

For mange mennesker er bilen ikke et luksusvalg. Særligt her hos os, uden for det gamle HT-område, er bilen ofte en nødvendig del af hverdagen, hvis arbejde, familie, børn og fritidsaktiviteter skal hænge sammen.

I Faxe Kommune er det ikke bare en teoretisk diskussion. Vi er en udpræget pendlerkommune. Mange borgere kører hver dag langt for at passe deres arbejde, og analyser har vist, at borgerne i Faxe Kommune har blandt landets længste gennemsnitlige afstande til arbejde.

Så ja — selvfølgelig skal vi have blik for pendlerne.

Men jeg må også udfordre skatteministerens præmis.

Hvis regnestykket alene handler om, hvad der giver mest til den gennemsnitlige pendler her og nu, så bliver diskussionen for snæver. Det er relevant at hjælpe pendlerne, men brændstofpriser rammer langt bredere end den private tur mellem hjem og arbejde.

De rammer også håndværkeren, servicevirksomheden, vognmanden, montøren og den kørende sælger, som hver dag kører ud for at løse opgaver. De rammer de virksomheder, hvor bilen, varevognen eller lastbilen ikke er et personalegode, men en forudsætning for at drive forretning.

Og de rammer også foreningslivet og de frivillige, som bruger både tid og bil for at få aktiviteter, børn, unge og fællesskaber til at hænge sammen — særligt uden for de store byer.

De får ikke lavere brændstofpriser af, at det personlige befordringsfradrag hæves. De får fortsat regningen ved tankstanderen.

Regeringens argument er, at lavere brændstofafgifter også vil komme udenlandske lastbiler, turister og andre, der tanker i Danmark, til gode. Det er sådan set rigtigt.

Men jeg synes, det er et lidt for enkelt svar på et større problem.

For ser vi på vores nærmeste store samhandelslande, har både Sverige og Tyskland valgt en anden vej. Sverige har sænket afgifterne på benzin og diesel midlertidigt og lægger op til en yderligere reduktion fra 1. juli. Tyskland har også valgt en midlertidig nedsættelse af brændstofafgifterne.

Fælles for dem er, at de ikke kun kompenserer bestemte grupper bagefter. De forsøger også at sænke selve omkostningen ved tankstanderen.

Det er en vigtig forskel.

Når både Sverige og Tyskland sænker brændstofomkostningerne, bliver det også et spørgsmål om konkurrenceevne. For det er ikke lande langt væk, vi sammenligner os med. Det er nogle af vores nærmeste markeder og samhandelspartnere.

Hvis danske håndværkere, transportører og servicevirksomheder skal konkurrere med virksomheder fra Sverige, Tyskland og Polen, så betyder brændstofprisen noget. Ikke som en teoretisk debat på Christiansborg, men helt konkret når der skal afgives tilbud, køres ud til kunder, betales lønninger og holdes gang i virksomheden.

Jeg må også sige, at regeringens kommunikation virker mere som et politisk angreb på ét bestemt parti end som en reel drøftelse af, hvordan vi bedst hjælper både borgere, virksomheder og lokalsamfund.

Det parti er jeg ikke en del af, og det her handler for mig ikke om partipolitisk placering.

Det handler om, at man risikerer at gøre diskussionen for lille, hvis den alene kommer til at handle om, hvem der får mest ud af en bestemt skatteordning — eller hvem der politisk har foreslået hvad.

For ude i virkeligheden er spørgsmålet mere praktisk: Hvad gør vi ved et brændstofniveau, som rammer både pendlere, virksomheder og det frivillige Danmark?

Spørgsmålet er ikke kun, hvem der får glæde af en lavere pris ved tankstanderen. Spørgsmålet er også, hvad de høje brændstofpriser betyder for danske virksomheders omkostninger, priserne på de varer og ydelser vi alle sammen køber, og vilkårene for det frivillige Danmark.

Pendleren får en kompensation via skatten. Virksomheden og foreningslivet får fortsat regningen ved tankstanderen. Og når virksomhedernes omkostninger stiger, ender det ofte hos kunderne — og dermed hos os alle sammen.

For mig handler det derfor ikke om at være imod hjælp til pendlerne.

Det handler om, at vi også skal huske dem, der ikke får et fradrag, men som stadig får regningen ved tankstanderen.

I Faxe Kommune ved vi godt, hvad afstand betyder. Her er transport ikke en lille praktisk detalje. Det er en del af hverdagen — både for familierne, for virksomhederne og for mange af dem, der holder gang i det lokale fællesskab.

Derfor må vi godt kunne have to tanker i hovedet på én gang.

Ja, pendlerne skal hjælpes.

Men virksomhederne, foreningslivet og alle de afledte priser forsvinder ikke ud af regnestykket, bare fordi man kalder løsningen målrettet.

Regningen ligger der stadig.

Ved tankstanderen, i tilbuddene, i timepriserne — og i sidste ende hos os alle sammen - og samtidig taber vi konkurrence kraft.

**Refleksioner efter borgermøderne om højspændingsforbindelsen**

I går deltog jeg i Energinets borgermøde i Haslev om den planlagte højspændingsforbindelse gennem Sydsjælland. Dagen før blev der holdt borgermøde i Fladsåhallen. Begge møder var velbesøgte, og det var tydeligt, at sagen optager mange borgere, lodsejere og lokalsamfund.

Det forstår jeg godt.

For sagen handler ikke kun om master og kabler. Den handler om, hvordan vi bygger fremtidens elnet, så vi både sikrer forsyningssikkerhed, grøn omstilling, hensyn til lodsejere, lokal turisme og landskaberne på Sydsjælland.

Energinet har en vigtig opgave, og der er ingen tvivl om, at elnettet skal udbygges. Mere vedvarende energi, øget elektrificering og nye store energiforbrugere kræver et stærkere transmissionsnet. Det behov anerkender jeg fuldt ud.

Men når beslutningen får betydning i mange årtier, bør vi sikre os, at alle langsigtede alternativer er vurderet grundigt.

Mit udgangspunkt er enkelt: Vi skal have et stærkere elnet, men vi skal vælge de løsninger, der skåner borgere, lodsejere, natur og landskab mest muligt. Derfor bør kabellægning og andre alternativer være grundigt belyst, før nye store højspændingsmaster accepteres.

Når der planlægges 400 kV-højspændingsmaster gennem åbent sydsjællandsk landskab — blandt andet forbi området omkring Skovtårnet, en af Sjællands store turistattraktioner — så skal beslutningen være fuldt oplyst.

Min oplevelse efter møderne er, at Energinets løsning fremstår logisk — men kun inden for de præmisser, Energinet selv har lagt ned over projektet.

Energinets foreslåede løsning indebærer en 400 kV-forbindelse fra Ringsbjerg ved Køge til Vordingborg Nord og derfra videre 220 kV-kabelforbindelser mod Lolland og Falster. Energinet peger på, at en 400 kV-vekselstrømsforbindelse, altså AC, giver en robust sammenhæng med det eksisterende elnet. De fremhæver også, at en jævnstrømsforbindelse, altså DC/HVDC, ikke på samme måde automatisk fordeler strømmen i det øvrige vekselstrømsnet, og at DC på kortere afstande kan være dyrere og kræve større stationsanlæg.

Det er en reel teknisk pointe. Men jeg mener ikke, at den afslutter diskussionen.

For når Energinet afviser en DC-forbindelse med henvisning til strækningen fra Ringsbjerg til Vordingborg Nord, ser man efter min opfattelse kun på en del af billedet. Hele projektets formål er jo at flytte store mængder grøn strøm fra Lolland, Falster og Sydsjælland mod forbrugsområderne længere nordpå. Derfor bør man ikke kun spørge, om DC giver mening på en isoleret delstrækning. Man bør også spørge, om en samlet HVDC-løsning fra længere sydpå — eller som supplement til den foreslåede løsning — kunne være relevant, når der ses på hele energistrømmen.

HVDC står for High Voltage Direct Current, altså højspænding med jævnstrøm. Det bruges mange steder i Europa, især når store mængder strøm skal transporteres over længere afstande. Fordelen er blandt andet, at HVDC kan være velegnet til lange kabelstrækninger, fordi teknologien ikke har samme problemer med reaktiv effekt som lange AC-kabler. Det kan potentielt give færre kabler, smallere kabeltracé, mindre landskabspåvirkning og lavere løbende transmissionstab. Ulempen er, at HVDC kræver dyre konverterstationer og ikke på samme måde indgår automatisk i det eksisterende AC-net. Derfor er det ikke givet, at HVDC er den rigtige løsning her — men det bør være grundigt undersøgt.

Det er netop det, jeg arbejder for: en reel second opinion.

Jeg ønsker, at der laves en sammenlignelig vurdering af de relevante alternativer. Ikke kun på anlægspris, men på hele levetiden. Det vil sige anlæg, drift, vedligeholdelse, transmissionstab, behov for tekniske kompensationsanlæg, transformering mellem 400 kV og 220 kV, arealbinding, ekspropriation, miljøpåvirkning og påvirkning af lodsejere og lokalsamfund.

Det kan være fristende at vælge den løsning, der ser billigst ud i anlæg. Men store elforbindelser skal stå i mange årtier. Derfor skal vi også kende de løbende omkostninger. Lidt som når man køber en bil: Den billigste bil i indkøb er ikke nødvendigvis den billigste over tid, hvis brændstofforbrug, service og værditab er højere.

Jeg hæfter mig også ved, at flere af vores europæiske naboer bruger HVDC til store transmissionsopgaver. I Tyskland bygges store nedgravede HVDC-korridorer som SuedLink og SuedOstLink. Mellem Belgien og Tyskland findes ALEGrO, en nedgravet HVDC-forbindelse. Mellem Frankrig og Spanien er der etableret en fuldt nedgravet HVDC-forbindelse gennem Pyrenæerne. Danmark bruger også selv HVDC i store forbindelser som Kontek, Viking Link, COBRAcable og den kommende forbindelse fra Bornholms Energiø til Sjælland.

Derfor er mit spørgsmål enkelt: Hvorfor vælger vi i Danmark på Sydsjælland en løsning med markante luftledninger, når andre europæiske lande i lignende store transmissionsopgaver i stigende grad arbejder med HVDC og nedgravede løsninger?

Efter borgermøderne sidder jeg også med en mere principiel bekymring. Energinets løsning bygger på en tankegang om, at hele nettet skal bindes tættere sammen i én samlet AC-struktur, hvor forbindelsen både skal transportere store energimængder, understøtte nettet ved fejl, skabe robusthed og give fleksibilitet til fremtidige tilslutninger.

Det kan være rigtigt. Men det er også en meget dansk måde at bygge store systemer på: Vi laver ofte én samlet løsning, der skal kunne det hele.

Det har vi set før. Rejsekortet skulle samle kollektiv transport i ét landsdækkende billetsystem. Ejendomsvurderingssystemet skulle skabe én samlet og retfærdig vurderingsmodel. EFI skulle samle den offentlige gældsinddrivelse i ét effektivt system. Sundhedsplatformen skulle give ét samlet journalsystem på tværs af regioner. IC4 skulle være fremtidens fleksible togtype og løse flere behov på én gang.

Fælles for flere af disse projekter er ikke, at intentionen var forkert. Tværtimod. Men kompleksiteten blev større end forventet, og løsningerne blev svære, dyre og langsomme at få til at fungere i praksis.

Det er den erfaring, vi bør tage med ind i debatten om elnettet.

Måske er Energinets samlede AC-løsning den rigtige. Men når fremtidens behov i høj grad handler om at flytte meget store mængder grøn strøm fra produktionsområder til forbrugsområder, bør det undersøges, om der også er brug for mere klare “transportspor” i nettet — eksempelvis HVDC-korridorer — frem for at alt skal bindes sammen i ét samlet system, der skal kunne alle funktioner på én gang.

Det handler ikke om at sætte forsyningssikkerheden over styr. Det handler om at få belyst, om den valgte systemarkitektur er den mest robuste, mest fremtidssikrede og mest økonomiske over hele anlæggets levetid.

Jeg siger ikke, at Energinet nødvendigvis har valgt forkert. Men jeg siger, at borgerne, kommunerne og politikerne bør kunne se hele beslutningsgrundlaget. Hvis AC-løsningen er bedst, så skal det kunne forklares åbent og sagligt. Hvis HVDC er fravalgt, så skal vi kunne se hvorfor — og på hvilket grundlag.

Jeg arbejder derfor for:

* at kabler graves ned i videst muligt omfang,
* at sagen bliver fuldt belyst, før der træffes endelige beslutninger om linjeføring og anlæg,
* at der gennemføres en reel second opinion af de tekniske og økonomiske alternativer,
* at HVDC og andre kabelbaserede løsninger vurderes på samme niveau som den foreslåede AC-luftledning,
* at der ses på samlet økonomi over hele anlæggets levetid — ikke kun anlægsprisen,
* og at borgere, lodsejere, turismen og landskabet på Sydsjælland bliver taget alvorligt.

Jeg forventer også, at sagen kommer til at fylde i de regionale medier den kommende tid. Det ser jeg som positivt. Store beslutninger om kritisk infrastruktur, landskab og borgernes ejendomme skal kunne tåle offentlig debat og grundig belysning.

Den grønne omstilling skal gennemføres. Men den skal gennemføres ordentligt — med respekt for forsyningssikkerhed, økonomi, natur, landskab, turisme og mennesker.

Stor ros til alle de lokale som tropper op, giver input - og kæmper - kun derved er der chance for at flytte noget...

https://www.sn.dk/art6553057/sjaelland/debat-sjaelland/byraadsmedlem-den-der-styrer-tiden-styrer-magten/?token=sub%7C4ofu0fr525q4%7C2026-05-25T10%3A05%3A45Z%7C52637%7C13.49.110.154%2Fsha1%3A39d3df0b27e4355f4b1ce15dcefd2337a9e78c36

Det er nu over en måned siden vi var til valg, for at sammensætte et nyt folketing - og i samme omgang beder vi folketinget om at danne en regering.

I år synes jeg det virker til at tingene bevidst bliver trukket i langdrag - og har derfor undersøgt lidt om præmisserne for at danne regering.

Sjællandske har valgt at bringe artiklen, hvor hoved essens er, at vores nuværende setup, hvor der ikke er en tidsfrist for en kongerunde, tidsfrist for hvor lang tid den enkelte undersøger har, i princippet kan bruges aktivt....

Byrådsmedlem: - Den, der styrer tiden, styrer magten - Mit forslag vil være, at der indføres en mere defineret proces og et fast tidsvindue for regeringsdannelsen, skriver Allan Tirsgaard z.

Der er noget galt i Danmark....når en central beregning for af ejendomme IKKE tager højde for de gældende regler og muligheder for en ejendom, når man fastsætter beskatningsgrundlaget.

At man ikke ser på lokalplaner, evt. Fredzoner - og jeg har eksempelvis set, at et engområde i et industrikvarter.....her kommer vurderingen, at der fint kan. Placere 7-8 parcelhuse....

Spørgsmål er, om når Vurderingsstyrelsen har klassificeret en ejendom, om det kan give lodsejer mulighed for at tilsidesætte gældende lokalplaner, evt fredningen og §3 restriktioner?

Hvilket regelsæt skal ejer agere efter ?
En ting er sikkert, det er noget rodet det her.....

Tak til Rudersdal for at italesætte disse problemer....

Nordsjællandsk kommune vedtager nødplan for at redde boligejere fra skattekaos: »Jeg er forarget« Knap 1.500 boligejere i Rudersdal Kommune stod til at få en kunstigt høj boligskat. Men nu har et enigt byråd lavet, hvad borgmesteren kalder for en »redningsaktion«.

Flere partier, mindre tilknytning

Valg er demokratiets festdag. Og det skal det være.

Men når stemmerne er talt op, og hverdagen melder sig igen, står der også en mere stille refleksion tilbage:

Er vi egentlig blevet bedre til at deltage – eller bare bedre til at vælge?

For udviklingen peger i to retninger.

Vi er blevet flere danskere. Mere oplyste. Mere forbundne.
Men færre deltager aktivt i politik.

For godt 60 år siden var omkring hver ottende dansker medlem af et politisk parti. I dag er det tættere på hver halvtredsindstyvende.

Samtidig er der aldrig været flere, der arbejder professionelt med politik – i partierne, i interesseorganisationer, i public affairs og i det samlede maskinrum omkring beslutningerne.

Det ændrer balancen.

Fra et demokrati, der i høj grad voksede nedefra – båret af medlemmer, lokale fællesskaber og engagement – til et system, der i højere grad formes oppefra.

Parallelt er der kommet flere partier til. Nye stemmer, nye dagsordener. Det er i udgangspunktet en styrke.

Men det ændrer også karakteren af det fællesskab, som politik hviler på.

For hvem er egentlig med?

Det ser vi i vælgernes adfærd. Siden valget i 2022 har vælgervandringerne været markante. Mange har flyttet sig mellem partier – nogle flere gange. Nye partier er kommet ind med stor opbakning, mens andre er gået tilsvarende tilbage.

Men vi ser det også blandt de folkevalgte.

Partiskift, løsgængere og nye konstellationer opstår i en grad, som vi ikke tidligere har set. Det er i sig selv en legitim del af det politiske arbejde – men det er også et tegn på, at tilknytningen til partierne er blevet mere flydende.

Det giver fleksibilitet. Men det kan også udfordre oplevelsen af stabilitet og sammenhæng.

Der er begyndt at komme forslag om at hæve spærregrænsen fra de nuværende 2 procent. Argumenterne er velkendte: færre partier, mere stabilitet, større klarhed.

Det kan der være gode grunde til.

Men vi bør tage diskussionen med ro.

For hvis vi gør systemet smallere, risikerer vi samtidig at gøre afstanden større.

Udfordringen i dag er næppe, at der er for mange partier.

Udfordringen er, at for få oplever, at de er en del af det.

Det er ikke nødvendigvis politikerlede. Danmark fungerer fortsat godt, og tilliden er høj.

Men der er en mere stille bevægelse.

En oplevelse af afstand. Af at beslutninger træffes et andet sted. Af at politik er noget, man følger – ikke noget, man deltager i.

Det er ikke en dramatisk udvikling.

Men det er en vigtig en.

For demokratiet er ikke kun et system. Det er også en relation.

Og den relation kræver, at man føler sig som en del af det.

Vi kan ikke skrue tiden tilbage. Og det skal vi heller ikke.

Men måske skal vi være varsomme med løsninger, der gør vejen ind smallere, hvis udfordringen i virkeligheden er, at for få finder vej derind.

Vi er blevet flere.

Spørgsmålet er ikke, hvor mange partier vi har.

Spørgsmålet er, hvor mange der oplever, at de hører til.

I morgen er det tirsdag.

Og vi skal til valgurnerne 🇩🇰

For mit vedkommende bliver det, uden de store overraskelser, en stemme på en af de stærke kandidater fra Det Konservative Folkeparti.

Valget er demokratiets fest – men også et valg om retning.

Ikke fordi alting er, som det skal være – for det er det ikke.
Men fordi jeg tror på en retning, hvor det igen bliver tydeligt, at det skal kunne betale sig at arbejde, hvor man får mere frihed til selv at tilrettelægge sit arbejdsliv, og hvor vi bakker op om dem, der tør skabe noget – og skabe arbejdspladser til andre.

Jeg savner et Danmark, der tør tænke lidt større.
Hvor vi styrker rigsfællesskabet i stedet for at tage det for givet.
Hvor vi samarbejder mere med vores naboer i stedet for at kigge indad.

Og ja – jeg tænker selvfølgelig også på Femern-regionen.
For der ligger et potentiale, som vi ganske enkelt ikke har været gode nok til at udnytte – hverken for erhvervslivet, for turismen eller for de unge, der skal se deres fremtid her.

Samtidig håber jeg, at vi på Sjælland begynder at fylde mere, når beslutningerne bliver truffet.
Vi har mandaterne. Vi har mulighederne.
Men alt for ofte står vi tilbage og må konstatere, at investeringerne havner andre steder.

Det bør vi ændre.

Vi kan gøre mange ting bedre i Danmark.
Men én ting må vi aldrig tage for givet:

At vi frit kan gå ned og sætte vores kryds.

Det er et privilegium.
Og det forpligter.

👉 Så brug din stemme i morgen – tirsdag den 24/3