Christinabendix.dk

Vi rummer mange forskellige stemmer og sider i os selv, og nogle gange kan det skabe mere klarhed at forestille sig, at vi kan besøge forskellige “indre rum”.

I den her video deler jeg en metode og en måde at undersøge længsler, ambivalens og forandring med nysgerrighed.

✨ Drømmerens rum
Her får vi kontakt til det, vi længes efter, ønsker os og håber på. Her må vi tænke frit, stort og kreativt.
“Hvis alt er muligt…” siger drømmeren.

✨ Realistens rum
Her begynder vi at skabe retning og handling.
"Hvordan kan det her lade sig gøre? Hvilke små skridt skal der til? Hvordan gør jeg det på en måde, der også holder i længden?" - spørger realisten

✨ Kritikerens rum
Ikke den hårde selvkritik, men den del af os, der hjælper med refleksion, perspektiv og værdier.
"Hvorfor er det her vigtigt for dig? Hvad ønsker du egentlig at stå for?" - spørger kritikeren

Alle tre rum kan noget vigtigt 💡 Men de har også hver deres faldgruber 👇

🤍 Drømmeren kan komme til at hænge fast i fantasien om, at lykken altid ligger “derude” eller “når bare…”

🤍 Realisten kan komme til at skrue så meget op for tempo, planer og præstation, at vi mister kontakten til os selv undervejs.

🤍 Kritikeren kan glide over i den indre selvkritiker, som tvivler, skammer og fortæller os, at vi ikke er gode nok eller ikke kan lykkes.

Prøv at leg med, skriv i din notesbog eller stil dig i de forskellige rum, som jeg viser her i videoen.

Hvilket rum besøger du mon mest lige nu? ✨

Vi taler ofte om forandringer som et “før” og et “efter”, som om livet kan deles op i noget, der slutter – og noget, der begynder.

Men sådan har det ikke føltes for mig. Det har snarere været som at stå midt i noget, der meget meget langsomt har ændret form.

I lang tid, har jeg ikke helt kunne finde ud af, hvor jeg hørte til, jeg følte mig splittet og forvirret, men også spændt på et nyt kapitel - det var sådan lidt ulykkelig-lykkelig følelse på samme tid.

Men så ramte overgangsalderen som en godstog. Jeg flakkede rundt og troede seriøst jeg var ved at "gå helt i opløsning" - parallelt med alt andet der skete på samme tid. Det var voldsomt - og jeg besluttede at dele ud i min personlige podcast "Mit livs overgang" 🎤

Måske havnede jeg i virkeligheden i det vi kan kalde et tomrum -en overgang, hvor de gamle billeder af mig selv ikke længere passede.

Men noget ER begyndt at samle sig igen, men ikke som hende jeg var... men den Chris jeg er nu - som jo også indeholder AlT hvad jeg var før.

Som noget, der giver mening på en ny måde, noget føles mere roligt... som en accept.. og jeg mærker at jeg ikke længere er i det samme skifte, som jeg stod i engang.

Jeg ER et andet sted nu. ..åh det er rart - lige her ~ lige nu.
For jeg ved jo om livet, at det konstant er i bevægelse.

Det er som en stille integration, som om det, jeg har levet igennem, ikke længere står som brud, men som erfaring i mig.

Jeg har bevæget mig fra at være “den praktiske mor” i et aktivt familieliv til en ny rolle, hvor jeg stadig bærer min historie –men ikke længere er centrum i den på samme måde.

Og måske er det netop dét, der er det svære og det smukke i forandringer: at vi ikke bliver nogen andre.

Men at vi bliver os selv på en ny måde.

Der er også noget i rammen omkring mig, der har ændret sig. Et nyt hjem, en ny ro og nye rytmer.
Som om mit liv har flyttet sig med mig og jeg mærker, at noget i mig ikke længere spørger: kan jeg klare det?

Men i stedet: hvad har jeg lyst til - nu! Det føles som en anden form for frihed.
..og måske er det det, der sker, når forandringer ikke længere er noget, vi skal igenne

I går blev jeg 52 år 🎈det var en dejlig dag.
I dag skulle dagen så være, hvor jeg ville tilbage til havet og saunaen. Vandet var kun 4 grader 🥶 så jeg vidste det ville være noget af et gensyn.

Jeg tænkte meget over på vejen derned, hvordan vi dealer med ubehag og svære ting vi møder i livet, og hvordan indlærte strategier ofte tager over, trumfer det rationelle og får os ud i reaktioner, vi måske ikke havde set komme.

For mig er det ikke "det kolde vand" her der er essensen, men metafor for at træne og øve - og ja spotte mig selv. For det bliver ærligt lidt af en afklædning.. lige der.. i mødet med vandet = ubehaget

ja der bliver jeg ofte konfronteret.

Og jeg tænkte egentlig, mens jeg stod der og stirrede ned i vandet.. "uhhhh Chris det er spændende det her.." For jeg kender mig selv godt - og kan have en tendens til at presse mig selv, tage mig sammen / bide tænderne sammem.. komme hurtigt igennem det.
...og imens jeg stod der og tog tilløb, kom to skønne damer ned til mig.. og hoppede i som om det var ingenting..og vi fik en god snak... der på badebroen.. om at tage små skridt.. trækker vejret.. vende tilbage.

Så jeg gav mig selv tid.. helt roligt.. dyppede tæerne.. benene og mærkede.. at det var nok i første runde...derefter ind i den varme sauna.. tage næste runde - og lige der var mødet med vandet noget helt andet 🙌🏻
... det taler jeg lidt om i min video i dag, for det satte nogle tanker i gang hos mig..

Jeg er ofte typen der flygter.. men jeg ved det intet gør godt (kun i tilfælde af, mit liv er i fare)

Derfor øver jeg nye veje.. udfordrer mig selv.. doserer i mikro doser ubehag. For at øve at være i det - og overkomme det.. regulere mig selv.

For mig bliver det altid en påmindelse om,
at tillid til mig selv ikke kommer af at presse, men af at lytte… og samarbejde med mig selv🌿

Jeg er nysgerrig på…hvor i dit liv du måske står i noget, der føles lidt for koldt "ubehageligt" lige nu?

Og om det måske er muligt for dig at møde det bare en lille smule anderledes?

kh C🌱

Du er ikke blevet mere besværlig, men måske blevet mindre villig til at tilsidesætte dig selv 🤷‍♀️

Og ja – hormoner spiller en rolle.
Men det gør din sandhed også.

For når lagene falder…
står vi tilbage med noget mere råt. Mere ærligt.
Mere sårbart – men også mere sandt.

I min nyeste podcast-episode deler jeg en status.
1,5 år inde i podcasten og næsten 4 år i post-menopause. Jeg taler om bl.a

– skammen over det depressive
– følelsen af at være mere sårbar, men også mere ærlig
– og hvordan overgangsalderen kan føles som en afmaskering

Og om det, jeg måske først er ved at lære nu -> at lytte til kroppen på en ny måde.

For måske er det netop det, overgangsalderen kalder på; et nyt samarbejde med kroppen.
Et mere ærligt møde med os selv.

🎧 Lyt med i " Mit livs overgang"
kh, C

Når overgangsalderen bliver en industri – hvem kan vi stole på?”

Endelig bliver overgangsalderen talt åbent om og taget alvorligt. Der forskes mere, klinikker etableres, og flere kvinder får adgang til behandling, viden og støtte – noget mange har ventet på 🙌🏻🙌🏻🙌🏻

Men med opmærksomheden vokser også en industri fyldt med kosttilskud, kure, træningsprogrammer og hormonforløb, som lover hurtige løsninger på alt fra træthed til vægttab. For kvinder midt i hormonkaos og kropslige forandringer kan det være svært at navigere i denne jungle 🤯

Som klinisk diætist og psykoterapeut hører jeg igen og igen om, hvordan selvudnævnte eksperter og trendskabere kan skabe (mad)forvirring, aktivere gamle usunde spisemønstre og forstærke følelsen af utilstrækkelighed.

Overgangsalderen skal ikke fixes.

Den skal forstås.

Menopausen er et kæmpe skifte i krop og sind og kræver tid, tålmodighed og respekt. Vi skal stoppe med at betragte kroppen som et projekt, der skal optimeres til perfektion, og i stedet lytte, støtte og passe på os selv – uden pres og jagten på hurtige resultater.

Selvfølgelig er korrekt behandling vigtig, inkl. hormonbehandling, når det er nødvendigt. Men vi må også være vågne og kritiske overfor, hvem vi søger råd og vejledning hos.

kh, C 🩷