KFS

I uge 7 rejser KFS til Etiopien igen – og går du i gymnasiet eller på en erhvervsuddannelse, kan du komme med! 🔥😎

På turen får du lov at møde og være en del af de etiopiske studenterarbejde EvaSUE, opleve det skønne land og få rygsækken fyldt med inspiration, gode opleveler, unikke minder og nye KFS-venner 🫰

Og det vildeste af det hele: Turen koster kun 1.500 kr.!

Der er 13 pladser på turen, og for at komme i betragtning til en plads skal du være medlem af KFS. Det kan du blive på KFS’ hjemmeside.

Skal du med? Læs mere om turen og ansøg om en plads på KFS’ hjemmeside – der er link i kommentarsporet.

Ansøgningsfristen er d. 18. oktober 2026 ✍️

"Hvis jeg skal svare på, hvorfor jeg er kristen, så begynder og slutter mit svar altid med personen Jesus, fordi jeg af ham føler mig mødt som menneske. En historisk person med krop, relationer, sorger og livsdilemmaer. I Hebræerbrevet kapitel 4 vers 15 står der: »For vi har ikke en ypperstepræst [Jesus], der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.«

I Jesus valgte Gud at træde tæt på. Træde derhen, hvor han ellers ikke kunne opleve samhørighed med os. Gud gik ind i et lidelsesfællesskab med os. Han går ikke uden om lidelsen, men lider med os, så vi i alle ting kan føle os forstået og elsket (jf. Andersen, Gud, hvorfor sover du? s. 24; Esmarch, Gud, hvor jeg savner ham!, s. 104.)

Gud har medfølelse med hver en skrøbelighed, og det ved vi, at Gud oprigtigt kan have, fordi han selv har oplevet enhver skrøbelighed. Kort før sin død beder Jesus, på knæ i angst og frygt, Gud om at skåne ham for smerten og døden (Matthæusevangeliet kap. 26, v. 36-46). Jesus træder frem foran Gud i desperation, som Job, David, jeg og mennesker til alle tider har gjort det. Han bliver et forbillede for os andre, fordi han ikke kun beder om at blive skånet, men lægger sit liv over til Gud, idet han siger i vers 39: »Ikke som jeg vil, men som du vil.« Jesus ønsker, at Guds vilje skal ske med hans liv, og i hans tilfælde betyder det, at han ikke skånes, men fængsles, mishandles og må gennemgå stor fysisk smerte, inden han til sidst dør.

Gud oplevede paradoksalt nok følelsen af at være forladt af Gud, da han kom til os i skikkelse af Jesus Kristus. Jesus lå på knæ i frygt. Han blev skuffet over Guds svar og oplevede sig forladt af den Gud, han satte sin lid til. Derfor kan vi opleve et dybt fællesskab med ham i livets svære erfaringer. Om du er syg eller tynges af smerte, om du har mistet en, du elsker, om du er offer for forfølgelse, undertrykkelse eller diskrimination, om du må f lygte til et andet land, om døden står for din livsdør og banker på. Jesus er trådt ind i verden og har været i alle verdens kroge. Det gjorde Gud for at leve så tæt på os, at vi aldrig skal føle os alene."

På Til Tros hjemmeside bringer vi et uddrag af bogen "Krisetider", som er en del af KFS' bogserie "resonans". Alma Nymann Berggren er forfatter til bogen, og den kan købes hos Lohse 📚

Læs hele uddraget via linket i kommentarsporet.

I KFS ser vi frem til yderligere tre år med Jakob Højlund på generalsekretærposten. Hans kontrakt, som oprindeligt udløb i sommeren 2027, er nemlig blevet forlænget til 2030 🤝🥳

”I bestyrelsen glæder vi os over, at Jakob Højlund har taget imod en kontraktforlængelse med KFS. Vi har set på de udfordringer og opgaver, som ligger foran, og vi er taknemmelige for at have en erfaren og motiveret generalsekretær, som blandt andet er klar på at lede en ny strategiproces, som vi så småt er ved at tage hul på. Vi ønsker at nå flere studerende med evangeliet, og den opgave glæder vi os over, at Jakob er dybt engageret i. Vi håber, I vil være med til at bede for KFS’ ledelse og bære bevægelsen gennem forbøn,” siger Anders Møberg, formand for KFS’ bestyrelse.

Den efterhånden erfarne generalsekretær ser frem til at fortsætte det arbejde, han er godt igang med:

”De sidste fire år, jeg har været med i KFS, har været utroligt spændende og opmuntrende. Jeg startede på bagkanten af corona, og vi havde på det tidspunkt mistet kontakt til mange unge på studiestederne. Der skete også omvæltninger og forandringer i organisationen, blandt andet lukningen af LTC, så de første par år var også krævende. Men alle medarbejdere har arbejdet virkelig godt og målrettet hele vejen igennem, bestyrelsen har turdet tage modige beslutninger, og vi har oplevet, at Gud har velsignet det hele, så antallet af engagerede KFS’ere, KFS-grupper og deltagere på lejrene er vokset markant de sidste par år. Det er et privilegium at kunne fortsætte i dette arbejde, og vi ser stadig uudnyttet potentiale i forhold til at nå endnu flere med verdens bedste nyheder: Jesus, som kommer til os for at favne os med sin kærlighed og tilgivelse. Intet er bedre og vigtigere end ham, og det glæder mig, at jeg kan fortsætte i KFS frem til 2030,” siger Jakob Højlund.

Giv ham et like og en hilsen med på vejen – her, eller når I møder ham ude i virkeligheden 🙌

"I begyndelsen af 1900-tallet sidder en ung kvinde og broderer. Hun er gået i gang med et større projekt, som hun skal have færdigt til sin bryllupsdag. På den dag vil hun give det til sin mand. Hun skal være fruen i huset på en stor gård, de får af hendes forældre i bryllupsgave. De kommer til at få meget jord og dyr og ansatte. Der skal såes og pløjes og høstes og slagtes og bages. Der bliver mange at tage sig af.

For hvert sting med guldtråden dukker ordene frem på den hvide filt: ”Én ting har jeg begæret af Herren, den vil jeg søge efter: At jeg må bo i Herrens hus alle mine livsdage for at beskue Herrens livsalighed og at grunde i hans tempel.”

Knap 100 år senere kommer jeg ind i familien. Jeg har giftet mig med den unge kvindes oldebarn. Hun er for længst død, men den store gård, som hun og hendes mand boede på, er blevet i familiens eje, og stuehuset står næsten urørt som i gamle dage. Broderiet hænger stadig på soveværelset over dobbeltsengen. Jeg bliver draget mod det broderi. Det fortæller noget om et liv, som er levet med Gud. Om en længsel, der handlede om andet end rigdom og jord og status. Om en kvinde, som ønskede, at hendes hjem skulle være forankret i Guds nærhed.

Salme 27, som verset på broderiet er fra, handler om at have hjemme hos Gud. Midt i angreb fra fjender, og selv om en hær belejrer og omringer, er der tryghed for den, der bor i Herrens hus: ”Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen.” Derfor må det være det højeste ønske at høre til der i Guds nærhed.

Men i salmens næste del skifter perspektivet. Her omtales Gud ikke længere i tredje person, men i anden person. Han bliver til ”du”. For salmen bliver til en bøn. Og det er ikke ro og idyl, der kendetegner denne bøn. Det er desperation og uro – og også en nuance af tvivl: ”Jeg husker, at du siger: ”I skal søge mit ansigt!” Herre, jeg søger dit ansigt, skjul ikke dit ansigt for mig.” Altså: Jeg ved godt, hvad du siger, Gud, men jeg er ikke sikker på, at du vil møde mig, som jeg håber på.

Den sikre overbevisning om, at det er bedst at bo i Herrens hus og blive skjult i hans telt, denne sikre tillid til Gud, har altså samtidig en undertone af tvivl, der vælger at klynge sig til Gud: ”Forkast mig ikke, svigt mig ikke, min frelses Gud! Min far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig.” Gud er det egentlige tilhørssted, det sande hjem – mere stabilt end mor og far – men denne overbevisning kommer med en tryglen om, at det også må være sådan i virkeligheden.

Og dermed bliver Salme 27 et godt sted at slutte vores sæson med Salmernes Bog. Den rummer lidt af det hele. Her er lovsangen i Guds telt: ”I hans telt vil jeg bringe frydesangs ofre, jeg vil synge og spille for Herren” – og her er frygten for Guds fravær midt i mørket. Salmernes Bog giver plads til det hele. Til det nuancerede, rodede menneskeliv, som ikke bare følger en fast skabelon, men kan gå fra lovsang til uro på ingen tid.

Salmernes bog fastholder Guds løfter og gerninger i historien. Den henviser til sandheden om Gud, som er blevet slået fast gennem alt det, han har gjort gennem sin historie med folket; og samtidig giver den en tråd videre til den nutidige historie, til Guds virkning i mit liv, i min fortælling. Salmernes Bog bliver et spejl for mit eget personlige liv med Gud, for det brogede menneskeliv, som vi hver især lever."

Hvad betyder det at bo i Guds hus?

Vi runder Salmernes Bog af med en fortælling om et 100 år gammelt broderi. Lyt med via linket i kommentarsporet 🎧

I sidste uge rejste vi en lille flok til Irland for at deltage i EQUIP, en lejr af det irske KFS, CUI✈️🌍

Formålet med vores rejse var at lade os inspirere af, hvordan CUI laver lejr, og se, om der eventuelt er noget, vi kan lære af dem ☺️🤞🏻

Tusind tak til Christian Unions Ireland for, at vi måtte være med 👏🏼

"Da jeg blev bedt om at anmelde Daniel Øhrstrøms bog Det er om natten man ser nordlys, sagde jeg ja med forventningen om at skulle læse en vældig lidelseshistorie præget af tungsind og sorgfuldhed. Men jeg opdagede hurtigt, at mine fordomme blev gjort til skamme.

Øhrstrøms bog om sit sygdomsforløb, indlæggelse på indlæggelse og magtesløshed overfor døden er bemærkelsesværdigt let at læse. Det skyldes både de korte kapitler og Øhrstrøms sprogbrug og positive fortællerstemme. Især medvirker den hyppige brug af humor til at give bogen en lethed, som var svær at forestille sig med emnet in mente. På s. 53 fortæller han eksempelvis, at han ser sig selv som et omvandrende gudsbevis, fordi hans barndomsbøn om at blive lige så høj som sin far og lige så tyk som sin morfar er blevet opfyldt i rigeligt mål. Her kunne jeg i hvert fald ikke lade være med at grine, selvom det for sådan en som mig stadig mest er noget, min mor kan finde på at gøre under en bog.

Generelt leger bogen meget med genrer og formater. Fortællingen er ikke kronologisk, men synes snarere som én lang tankestrøm, der både forgrener sig ud i lyrikken og prosaen og i hvert fald ikke er bundet af hverken tid, genretræk eller almindelig logik. Jeg synes, det klæder historien.

For selvom sproget kan være nok så smukt og begavet, så er det jo lige meget, hvis fortællingen ikke er tilsvarende god. Det synes jeg heldigvis, den er i Øhrstrøms bog."

Ane Lilleholt Vibe anmelder Daniel Øhrstrøms "Det er om natten man ser nordlys" på Til Tros hjemmeside 💫

Læs med via linket i kommentarsporet.

"Der er noget, der ikke kan forklares. Der er ting, vi ikke kan få greb om med vores forstand. Og kunsten, musikken er måske en slags port ind til det uforklarlige – og derfor en væsentlig del af vores tilbedelse af Gud. Ham kan vi heller ikke få greb om med vores forstand, og vi har brug for flere kanaler at møde ham på.

Man har fundet ud af, at mennesker udskiller stoffet oxytocin, når de lytter til musik sammen eller synger sammen. Oxytocin er det samme stof, som udskilles, når en mor ammer sit barn. Det er et stof, der skaber tilknytning og tillid.

Det er interessant. For salme 150 er netop en salme til et fællesskab. Den opfordrer til at lovprise Gud i hans helligdom. Det er ikke kun et enkelt instrument, der skal i brug. Pauken skal ikke stå alene, og det skal harpen heller ikke. Og salmen slutter med sætningen: ”Alt, hvad der har ånde, skal lovprise Herren. Halleluja.”

Lovprisningen af Gud er ikke et solo-projekt, men en fælles handling. Salmernes bog slutter altså ikke hos den enkelte, men hos fællesskabet. Og musikken, sangen er en gave til fællesskabet. For i sangen og musikken knytter vi os til hinanden. Vi synger i et fælles åndedrag, følger en fælles rytme. Og det er en befrielse: Jeg er ikke overladt til mig selv i lovprisningen af Gud. Jeg bliver båret og knyttet sammen med et fællesskab. Det gælder både den, der ikke helt kan være i de ord, der synges – den, der oplever et spænd mellem ordene og hendes eget liv – og den, der ikke føler sig så meget hjemme i det musikalske sprog, i det uforklarlige. Begge bliver båret af det fælles åndedrag.

Gud er altid større. Og derfor har vi brug for, at vi ikke begrænser ham til det, vi forstår eller finder nyttigt. Han taler mange sprog, og musikken er et af dem. Et sprog, der på uforklarlig vis kan give os håb, fællesskab og en fornemmelse af, hvad det vil sige at være menneske. Lige som cellistens toner, der mindede folk om, hvem de egentlig var og gav håb for, at de en dag kunne få lov at genopbygge byen, selv om tonerne i sig selv ikke lagde en eneste mursten tilbage på plads. Halleluja!"

Hvordan opfatter du musik og kunst - som nyttigt eller tidsspilde?

Lyt med via linket i kommentarsporet 🎧

"Nogle gange vil vi ende steder i vores liv, hvor Guds planer ikke hænger sammen med vores egne ønsker. Et eksempel fra mit liv er, at jeg vildt gerne ville have været psykolog. Selvom jeg gennem gymnasiet var en seriøs studerende, der altid læste lektier og lavede mine opgaver til tiden, så fik jeg ikke et gennemsnit, der var højt nok til, at jeg kunne søge ind på uddannelsen på universitetet. Jeg havde hele mit liv haft et ønske om, at jeg måtte få lov tilat arbejde med mennesker, der havde brug for helbredelse i følelseslivet og psyken. Men jeg havde ikke fået gode nok karakterer, og jeg oplevede ikke, at Gud havde båret mig, når tingene på gymnasiet blev svære.

Måske har du også oplevet skuffelsen ved, at du ikke fik lov til noget, som du virkelig ønskede og drømte om. Igennem livet vil vi nogle gange opleve, at Gud skuffer os med sine planer, og at det, som sker i vores liv, ikke altid giver mening for os.

Både i den ovenstående situation og på andre tidspunkter i mit liv, hvor jeg har oplevet, at der var uoverensstemmelse mellem mine og Guds planer, har jeg givet mig selv lov til at være ked af det. Jeg har nævnt min frustration for Gud og fortalt ham om min skuffelse. Nogle gange har Gud vist mig en anden vej, som gav mening; andre gange har jeg ikke oplevet at få svar. Jeg har følt mig testet på min tillid til Gud, og jeg er vokset i tilliden til, at Gud har styr på det, når jeg ikke har. Jeg har i nogle situationer oplevet at finde ro i, at jeg ikke behøver at forstå alt. Og i andre situationer har jeg lært, at jeg må have en kreativ tilgang til at finde en anden vej at gå.

Når Guds lukkede dør og sorgen over den har bundfældet sig, har jeg vendt mit fokus mod de åbne døre. Det har mange gange givet mig fornyet håb. Men jeg finder stadig lukkede døre, som jeg en gang imellem må gå til Gud med."

På Til Tros hjemmeside bringer vi et uddrag af bogen "Beslutninger", som er en del af KFS' bogserie "resonans". Rebekka Friis Rasmussen er forfatter til bogen, som kan købes hos Lohse 📚

Læs hele uddraget via linket i kommentarsporet.

Sig hej til Maiken og Carl-Aksel! 👋

Som KFS’ phonere er de ansat til at ringe ud til nuværende og potentielle fastgivere og medlemmer af KFS, og derfor er der en vis sandsynlighed for, at du en dag for en af dem i røret. Nu ved du, hvordan de ser ud.

Af hjertet TAK til dig, der trofast støtter KFS’ arbejde økonomisk og med forbøn 🙏