Rewind OB

Rewind OB

Del

På ‘Rewind OB’ kan du blive lidt klogere på Odense Boldklubs historie. Nu og da også aktuelle nyheder

Photos from Rewind OB's post 05/08/2026

KEVIN KEEGAN TABTE PÅ ODENSE STADION

Den engelske fodboldstjerne og legende Kevin Keegan døde den 20. juli efter et længere kræftsygdomsforløb. Han blev 75 år.

Kevin Keegan nåede at sætte sine fødder en enkelt gang på Odense Stadion. Det var tirsdag den 22. juli 2003, hvor OB og Manchester City spillede træningskamp på Odense Stadion med Keegan som manager.

Kampen var en del af FC Århus' arrangement omkring englændernes træningsophold i Danmark. Kulminationen kom få dage senere, da City besejrede Feyenoord 2-1 på Århus Stadion og rundede opholdet i Danmark af.

OB fik en opløftende generalprøve før premieren i SAS Ligaen, da fynboerne besejrede Manchester City 1-0 foran 8.127 tilskuere på et sommerklædt Odense Stadion.

Kampen blev afviklet i en festlig og uhøjtidelig atmosfære, hvor publikum fik mulighed for at opleve en række internationale profiler som Nicolas Anelka, Shaun Wright-Philips, Robbie Fowler, Michael Tarnat, Joey Barton, Trevor Sinclair og David Seaman, mens striberne viste, at det kunne matche en stærk engelsk modstander.

Efter en velspillet første halvleg faldt kampens afgørende scoring i det 75. minut. OB fik sendt et præcist indlæg ind i feltet fra venstresiden, hvor Mwape Miti steg til vejrs og headede bolden sikkert i mål. Angriberen kom dermed på tavlen mod en modstander fra den engelske Premier League og sikrede fynboerne sejren.

OB kom også frem til flere lovende angreb, hvor især Mwape Miti voldte englænderne problemer. Samtidig viste flere af de unge spillere, at de kunne begå sig mod modstandere på højt internationalt niveau.

Efter kampen roste Manchester City-manager Kevin Keegan både stemningen på stadion og kvaliteten af opgøret. Han fremhævede, at kampen havde været en værdifuld del af holdets forberedelser frem mod sæsonstarten, og han bemærkede samtidig, at skandinaviske spillere generelt klarer sig godt i engelsk fodbold.

OB-træner Uffe Pedersen glædede sig over holdets præstation og den værdifulde test mod stærk modstand. Han måtte dog også konstatere, at flere spillere fik mindre skader undervejs, blandt andre Jacob Gaxe Gregersen og målscorer Mwape Miti.

Knap tre uger efter kampen i Odense indviede Manchester City sit nye stadion med en kamp mod FC Barcelona.

Den engelske storklub fra Manchester var ikke det eneste engelske islæt på Fyn i slutningen af juli 2003. Også West Bromwich Albion havde slået sig ned i Odense på et træningsophold. De benyttede B1909s baner på Gillestedvej som base og spillede blandt andet en træningskamp i Horne mod FC Midtjylland - en kamp som englænderne vandt 2-0.

03/08/2026

OB tog sæsonens første sejr i Superligaen, da holdet mandag aften vandt 1-0 mod Sønderjyske på et sent mål på hovedstød af Noah Ganaus

02/08/2026

GREGER ANDRIJEVSKI KUNNE IKKE SCORE - OG DERFOR GLEMMER OB-FANSENE HAM ALDRIG

Greger Andrijevski, som OB hentede i Landskrona for 27 år siden, blev aldrig en succes i klubben. Hans manglende mål og skadeshistorik har nærmest gjort ham til en kultspiller i eftertiden.

Mandag den 4. juni 1999 møder Greger Andrijevski op til sin første træningsdag i Ådalen. Her lanceres han i pressen som fodboldsportens svar på cykelrytteren Marco Pantani – en sammenligning, man næppe ville
have foretaget, hvis man dengang havde kendt til Pantanis triste skæbne fem år senere.

Men ligheden mellem Pantani og den skånske angriber var slående, og Greger Andrijevski lod glad og gerne sin skadede isse vise frem under træner Jens Plambechs træning på stenmelsbanen – og enkelte
forbipasserende troede ligefrem, at Chelseas daværende sportschef var dukket op i Ådalen for at spotte fynske talenter.
Greger Andrijevski blev hentet til OB på en tre-årig kontrakt i klubbens bestræbelser på at rykke direkte tilbage i Superligaen efter den ydmygende nedrykning året forinden.

Der blev kigget en ekstra gang på svenskerens krop, da han efter træning trak trøjen af. På ryggen havde han fået tatoveret en kæmpe sort sol.

Greger Andrijevski havde dagen før overværet det traditionsrige nytårs-indefodboldstævne i Brøndby Hallen, og Lars Høgh sørgede for, at han kom med flyveren hjem til Odense og blev indkvarteret på Odense Congress Center, inden han sammen med sine kæreste Camilla, deres nyfødte barn og deres to Petit Brabancon-hunde kunne flytte ind i en lejevilla i Højby.

I dag kan det lyde underligt, men i 1999 var Greger Andrijevski den kun tiende udlænding, der optrådte på OB’s førstehold. Den første var Sandor Meszaros fra Ungarn i 1952. De øvrige otte er James de la Motte,
Frankrig, Andrew Welsh, England, W***y Scheepers, Holland, Geoffrey Gray, USA, Alphonse Tcahmi, Cameroun, Bertrand Tchami, Cameroun, Mwape Miti, Zambia og Andrew Tembo, Zambia.

Greger Andrijevski var med i flyveren, da OB i midten af januar tog på træningsophold på Lanzarote. Her tordnede den svenske angriber rundt på træningsanlægget uden tilsyneladende at mærke det mindste til de
tre skruer, som han for tre et halvt år siden fik sat ind i sit knæ efter det blev revet op af en tackling bagfra, mens Greger Andrijevski spillede i den svenske storklub Malmø FF.

Men da OB mødte FC København i en træningskamp ved siden af KB-Hallen, sad Greger Andrijevski ude med en fiberskade i maveregionen. Og da Mwape Miti endnu ikke var dukket op til træningen fra sit ophold i Lusaka i Zambia, fordi der er mistanke om, at han var ramt af malaria, så det lidt tyndt ud i angrebet for OB, der dog efter længere tids tøven endte med at hente Per Pedersen hjem fra Strasbourg.

Greger Andrijevski blev heller ikke klar til træningskampen på Dyrskuepladsen mod IFK Göteborg onsdag den 3. marts, og OB’s sundhedssektor var i tvivl, om de kunne nå at få ham klar til træningskampen mod regionalligaholdet Norderstedt et par dage senere på Edmund Plambeck Sportspark i Lüneburger Heide.

Greger Andrijevski blev dog klar til sæsonens første store prøve – pokalkvartfinalen mod Brøndby på Odense Stadion. OB tabte 3-1 foran 14.000 tilskuere. Træner Jens Plambech valgte dog at starte med Ronnie Ekelund og Mwape Miti i angrebet, og svenskeren fik kun de sidste 10 minutter af kampen.

De første kritiske røster omkring Greger Andrijevski begyndte at rejse sig i begyndelsen af maj. OB’s officielle fanklub De Stribede holdt et fanmøde med ledere, trænere og spillere fra OB, og her lovede træner Torben Storm fansene, at de ville komme til at holde af Greger Andrijevski.

Torsdag den 10. juni lykkedes det Greger Andrijevsky at score sit første mål i OB-trøjen. Det skete i en kamp på Odense Stadion mod Holstebro, som fik smæk med 6-1 af et ungt OB-hold med Morten Panduro, Ulrik Laursen, Mads Jensen, Jesper Andersen og Kristoffer Johannesen som startere og Mads Bartram og Henrik Jørgensen på bænken. Greger Andrijevski scorede OBs sidste mål.

Ugen efter nettede Greger Andrijevski igen for OB i udesejren på 3-0 over Køge.

OB rykkede tilbage til Superligaen, men der blev sået tvivl om, hvorvidt Greger Andrijevski havde formatet til at klare sig i den bedste danske række. I åbningskampen i Esbjerg fik han ifølge bulletinerne ikke et eneste stik ind i kampen, som OB tabte 0-2.

- Greger hænger med hovedet, fordi han hele tiden får små fiberskader af ikke at slappe ordentligt af, forklarede træner Torben Storm få dage efter, OB havde hentet angriberen Søren Andersen i Bristol City.

Greger Andrijevski nåede at blive noteret for et enkelt mål i Superligaen. Det kom i 3-3-kampen på Århus Stadion mod AGF søndag den 12. september 1999. Han spillede sin sidste kamp for OB den 2. april 2000 – 1-1 hjemme mod AB.

Efter utallige måneder med genoptræning, kikkertoperationer og så videre, rejste Greger Andrijevski tilbage til Skåne og Trelleborg.

Han dukkede pludselig op i Fyens Stiftstidendes spalter i februar 2013, da OB var på træningstur til Sverige og skulle spille en kamp mod Malmø FF i Limhamn. Her fik han hilst på træner Troels Bech, under hvis vinger Greger Andrijevski var i sine sidste måneder i OB.

Greger Andrijevskis navn dukker stadig op med jævne mellemrum – som regel altid når fansene skal diskutere, hvem der har været det største ‘blålys’ i OBs tid som professionel fodboldklub.

Det forunderligere er, at selv om man bliver betegnet som det største fejlkøb i OB i nyere tid, så kan man godt slå sit navn fast til tid og evighed.

Greger Andrijevski blev for et par år siden ramt af dobbelt hjertestop. Han har de senere år rejst rundt og holdt foredrag om sit liv.

01/08/2026

CHRISTEN VILBERG 80 ÅR 💙🤍

OBs mangeårige klublæge Christen Vilberg fylder 80 år lørdag den 1. august.

Christen Villberg er søn af tidligere kriminalassistent ved Odense Politi, Carl Andersen, Marslev, og i 1970 giftede han sig med læge Hans Sallings datter Birthe Salling.

Der blev tidligt vist god familiær timing, idet Carl Andersen oplevede at blive bedstefar to gange på samme dag i juli 1972, da begge hans svigerdøtre, Birthe og Grethe, fødte hver en søn på Odense Sygehus.

Christian Villberg stiftede for første gang bekendtskab med OB, da Jack Johnson havde taget over efter Børge Jakobsen på trænerposten.

Samarbejdet udviklede sig under træner Richard Møller Nielsens storhedstid fra midten af 1970’erne og 10 år frem, og Christen Villberg begyndte så småt at blive et kendt ansigt på de danske fodboldstadioner.

Igennem mange år dannede Christen Villberg makkerskab med massør Allan Poulsen, og mellem dem blev der ofte spillet verbal ping-pong til den helt store guldmedalje.

Christen Villberg har siddet med ved sidelinjen i samtlige OB’s fem pokalfinaler, og sammen med holdleder Erik Birkholm var han med ved ringside, da OB i oktober 1977 sikrede sig sit første mesterskab efter 2-2 mod B93 i Idrætsparken.

Christen Villberg sad også med på bænken ved mesterskaberne i 1982 og 1989, og hertil kommer et stort antal kampe med OB i udlandet – herunder naturligvis Miraklet i Madrid i december 1994. Plus et hav af divisionskampe.

Det var Christen Villberg, der en augustaften i 1976 forbarmede sig over den 14-årige Odense-knægt Niels K. Hansen, der havde glædet sig til at se OB spille på Odense Stadion mod det stjernespækkede hold fra Real Madrid.

På vej til storkampen væltede Niels K. Hansen med sin cykel, og Christen Villberg trådte til og undersøgte armen. Christen Villberg ville i første omgang sende den unge mand til skadestuen i en ambulance, men da han så, hvor trist Niels K. Hansen blev over udsigten til at gå glip af Real Madrid-kampen, lod Christen Villberg ham slippe og lagde i stedet en forbinding om hans arm.

Det endte endda med, at den uheldige dreng sikrede sig Henning Jensens autograf efter kampen …

Christen Villberg, der i mange år drev lægeklinik i først Vestergade og senere i Lægehuset på Hunderupvej i Odense, gik på pension som praktiserende læge i 2013, men fortsatte sit deltidsjob som klublæge i OB.

Christen Villberg har tidligere modtaget OB’s Guldnål for sin store indsats for klubben gennem de mange år.

Han blev i 2019 hyldet af publikum på Odense Stadion i forbindelse med en kamp mod Brøndby IF.

Photos from Rewind OB's post 30/07/2026

- Mennesker ændrer sig over tid, sagde Troels Bech torsdag formiddag på et kort doorstep-pressemøde på banerne ved Falen om fyringen af træner Alexander Zorniger.

29/07/2026

Sportsdirektør Troels Bech fylder 60 år onsdag den 29. juli.
Troels Bech har i tre omgange været træner for OB - første gang i 2000.

27/07/2026

Den tidligere OB-profil Chris Sørensen fylder 49 år mandag den 27. juli. 💙🤍

Chris Sørensen satte et markant aftryk hos OB, hvor han spillede fra 2004 til 2012. I den periode nåede han 245 superligakampe og scorede 13 mål, ligesom han var med til at vinde DBU Pokalen med de stribede i 2007.

Chris Sørensens stabile præstationer i OB-trøjen blev også belønnet med fem A-landskampe for Danmark mellem 2007 og 2009.

Han sluttede sin aktive karriere i Vendsyssel IF i 2017.

Stort tillykke til Chris Sørensen - en spiller, som mange OB-fans husker for sin store arbejdsindsats, sit solide forsvarsspil og sin loyalitet over for klubben.

26/07/2026

DØDSFALD
Tidligere OB-spiller Kallilou Traoré er død, 38 år gammel. Han mistede livet fredag den 24. juli i et trafikuheld.
Kallilou Traoré, der var fra Mali, nåede at spille 66 kampe og score 9 mål for OB fra 2010 til 2012.
Efter sit succesrige ophold i OB, skrev han kontrakt med franske Sochaux, hvor han kun nåede at spille 9 kampe, inden en alvorlig knæskade satte en alt for tidlig stopper for karrieren i 2014.

Photos from Rewind OB's post 24/07/2026

JAN FRA MARSTAL TOG KAMPEN OP MOD KING KENNY FRA LIVERPOOL

I 1982 var 22-årige Jan Jensen en habil spiller på Marstals serie 1-hold. Ja, faktisk var holdet så godt, at det for første gang lykkedes klubben at rykke op i Fynsserien og udfordre øens traditionelt førende klub – Kvik fra Søby med de mange Nøttrup-brødre på holdet.

Året efter stod Jan Jensen ansigt til ansigt med en af verdens bedste fodboldspillere. Han fik opgaven med at mandsopdække Liverpools stjerneangriber Kenny Dalglish, da OB og Liverpool mødte hinanden på Odense Stadion i september 1983 i de to klubbers første kamp i Europa Cuppen.

Jan Jensen er marstaller med stort M. Faren Kaj sejlede på ’De 7 have’, mens mor Mary passede hjemmet i Vestergade. Hun var i øvrigt en glødende fodboldtilhænger, der ofte overværede Marstals hjemmekampe og siden samlede en flot scrapbog til sin søn.

Det var OB’s træner Richard Møller Nielsen, der lokkede Jan Jensen til OB før 1983-sæsonen.

- Richard havde set mig spille for Marstal i en sommerkamp i Ommel, og en dag ringede han min mor op for at høre hende, om det var muligt at lave en aftale med mig. Det endte med, at jeg tog færgen til Rudkøbing, hvor jeg mødtes med Richard over en kop kaffe, fortæller Jan Jensen.

- Dengang kom Richard og OB ofte til Ærø og spillede i sommerferien. Så blev der holdt store fester bagefter, hvor folk kunne få lov at ride på ryggen af Richard. Den slags holdt op, da Richard blev europamester, husker Jan Jensen.

I forbindelse med skiftet til OB havde klubben lovet Jan Jensen at finde et job til ham og kæresten Lis Larsen. Det var nødvendigt, for Jan Jensen og de øvrige OB-spillere var stadig renlivede amatører.

- Der gik et pænt stykke tid, inden OB fandt et job til mig. Jeg blev ansat i amtsskattedirektoratet på Tolderlundsvej i Odense, mens min kæreste fik arbejde i en bagerforretning i byen, fortæller Jan Jensen.

I 1983 modtog Jan Jensen 2000 kroner om måneden for at spille fodbold i OB. Det indebar træning op til seks gange om ugen.

- Vi fik desuden tilskuerpenge, og det gav ofte mere end den faste løn. Flemming Nielsen var den bedst lønnede spiller i truppen. Han var kommet tilbage fra et udlandsophold og modtog 10.000 kroner om måneden, siger Jan Jensen.

Richard Møller Nielsen omskolede Jan Jensen fra at være offensiv midtbanespiller til en position som back. Jan Jensen viste dog gode offensive evner, da han i sommerpausen scorede to mål i Toto-kampen mod norske Viking i Stavanger.

Under taktikmødet før kampen mod Liverpool henvendte Richard Møller Nielsen sig til Jan Jensen, der i kampen skulle varte verdensstjernen Kenny Dalglish op. På det tidspunkt havde Jan Jensen spillet 20 kampe for OB.

- Richard forklarede mig, at Liverpool jo spillede i samme farver som Kvik Søby, der var vores nærmeste konkurrenter i Marstal. Han sagde noget i retning af: ’Men lad nu være med at spille Karl Smart med bolden, for det er altså ikke Kvik Søby, du skal spille mod i aften’, siger Jan Jensen.

Op til kampen havde B. T. bedt samtlige OB-spillere om at tippe resultatet af hjemmekampen mod Liverpool i september 1983 – og her vakte det opsigt, at Jan Jensen som den eneste OB-spiller forudså et nederlag på 0-1 til OB i den første kamp. Jan Jensen havde dog tilføjet, at OB så ville spille helt frit på Anfield Road og vinde returopgøret med 2-1 og dermed gå videre i turneringen …

OB-spillerne var købt fri til kampen og overnattede på Blommenslyst Kro dagen før den største kamp i klubbens historie.

- Vores bus havde politieskorte til Odense Stadion. Det var helt vildt. Mine forældre var taget fra Marstal til Odense for at se kampen, fortæller Jan Jensen.

På banen fik han nok at se til. Liverpool var overlegne, og OB havde mere end svært ved at matche de engelske mestre. Efter 14 minutters spil scorede Kenny Dalglish kampens eneste mål.

- Jeg har set scoringen mange gange på YouTube. Jeg synes ikke, at det er mit mål. Jeg løber hjem og dækker af i højresiden, men de får smidt et indlæg ind i straffesparksfeltet, hvor Kenny Dalglish så dukker op og sender bolden i mål, siger Jan Jensen.

Jan Jensen fik en skade i ryggen i løbet af kampen og spillede derfor kun første halvleg. Efter pausen kom Ulrik Moseby på banen.

Oven på nederlaget på 0-1 kunne formanden for non-amatørafdelingen, Jørgen Mikkelsen, ikke nære sig for lige at stikke lidt til Jan Jensen efter hans noget opsigtsvækkende ’nederlags-tip’ i avisen. ’Nåh, knægt, din statistik holder endnu’.

Jan Jensen måtte sidde over i returopgøret i Liverpool på grund af den rygskade, han pådrog sig i det første opgør i Odense.

Det blev kun til en enkelt sæson for Jan Jensen i den stribede trøje, men han nåede trods alt at modtage en af de 15 sølvmedaljer, som DBU delte ud til OB efter sæsonen.

- Jeg savnede Ærø og flyttede tilbage til Marstal. Det var måske også en erkendelse af, at pengene i fodbold stadig var lidt for små i forhold til den tid, jeg brugte på det. Året efter jeg forlod OB begyndte der at ske lidt mere i klubben. Spillerne fik blandt andet en bilordning, forklarer Jan Jensen.

Hans forhold til træner Richard Møller Nielsen var godt under hele opholdet i OB.

- Jeg havde det vældigt fint med Richard. Jeg kom hjem til ham privat, og han og Jonna var altid flinke og gæstfri mennesker, siger Jan Jensen.

Hjemme i Marstal meldte Jan Jensen sig igen under fanerne i barndomsklubben, der kæmpede med næb og kløer for at fastholde sin position i Fynsserien. Jan Jensen var holdets midtbanestrateg, men i sommeren 1987 trak det igen i ham for at komme til at spille fodbold på divisionsniveau.

Han tog til B1913, der under træner Roald Poulsens ledelse havde ambitioner om at veksle opholdet i 2. division med en plads i landets bedste række.

Oprykningen glippede imidlertid for tre år i træk i den næstsidste runde mod Viborg, hvor jyderne hjemme vandt 3-1 i en kamp, hvor den senere 13-træner Jens Tang Olsen havde lovet sine spillere to kasser øl, hvis de slog B1913 – og fire kasser, hvis de tabte!

12/07/2026

Tillykke med fødselsdagen (139 år)

Vil du plassere din virksomhed på toppen av Gym-listen i Assens?
Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.

Telefon

Internet side

Adresse


Østergade 38L
Assens
5610