Nuar Terapi v/ Thomas Raun

Føler du kun du eksisterer, når nogen ser dig?
Ugens emne: At eksistere gennem andres blik

Mange af de klienter jeg har her hos mig, har kun lært at mærke sig selv gennem andres blik.

Følelsen af "jeg er her, og jeg betyder noget" opstår altså ikke indefra. Den kommer først tilbage til dem fra en andens reaktion. Det bliver lidt som at gå rundt uden et spejl: man ved ikke helt, hvem man er, før nogen holder et spejl op. Problemet er bare at det bliver andres spejl og syn.

Og vi kender det nok alle sammen i en eller anden grad. Når vi bliver rost. Bekræftet. Spurgt til råds. Når nogen siger: "Det var godt gjort" eller "Dig kan jeg altid regne med."

Men for nogen, kan der uden det blik blive helt stille indeni. Som om man ikke helt er der.

Det kan også være omvendt. Kritik, et skuffet blik, en tone der er lidt for kort. Det gør ondt. Men det gør også noget andet: det viser, at man findes. At man betyder nok til, at nogen reagerer. Og så kan kritik næsten være lettere at holde ud end ingenting.

Mange kender det i parforholdet. Du aflæser tonen, ansigtet, pausen. Når din partner er glad, kan du slappe af. Når de er stille, begynder du at lede efter, hvad du har gjort.

Det starter ofte tidligt. Måske blev du mest set, når du var ”dygtig”, ”nem” eller hjælpsom. Eller når der var noget galt. Så lærte du, at man bliver virkelig i andres øjne.

Og den lære tager vi med ind i vores relationer.

Når andres blik bliver dit eneste spejl, bliver du afhængig af, hvad de ser.
Men det er ikke hele historien. For blikket, vi leder efter udefra, er også vores eget.

Det kommer vi tilbage til senere på ugen.

Et spørgsmål til dig:
Hvad sker der i dig når nogen roser dig, eller når nogen kritiserer dig? Og hvad sker der indeni, hvis der ingen reaktion er?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg deler hvad det koster at leve i andres blik, og hvad det gør ved kontakten i parforholdet.

En enkel vej tilbage til kontakt, selv når I er langt fra hinanden
Ugens emne: Når vi beskytter os i stedet for at mødes

I ugens to første opslag har vi set på de fem måder, vi beskytter os på i en konflikt: kamp, flugt, frys, tilpasning og ”fikseren”.
Vi bruger dem alle, men de holder os fra det vi egentlig længes efter. Nemlig kontakt med den anden.
Så hvad gør man, når man opdager at man er i en af dem, og gerne vil tilbage til kontakt?

Her er en lille øvelse, du kan bruge. Alene, eller sammen med din partner.

Det første skridt er at genkende, hvor du er.
Spørg dig selv: Hvad gør jeg lige nu?
Kæmper jeg for at blive hørt?
Trækker jeg mig?
Er jeg gået i sort?
Siger jeg bare ja for at bevare freden eller fordi det er nyttesløst?
Eller forsøger jeg at løse det, før vi overhovedet har talt om det?

Bare det at sætte ord på det, flytter noget. Du går fra at være i reaktionen til at se den.

Det andet skridt er at sige det højt.

Ikke som en undskyldning eller forklaring. Bare som en oplysning.
"Jeg kan mærke at jeg er ved at lukke ned."
"Jeg bliver skarp i tonen lige nu, fordi jeg er bange for ikke at blive hørt."
"Jeg vil gerne løse det her hurtigt, men fordi det er ubehageligt ikke at vide hvad der skal ske."

Det er ikke sætninger, der løser konflikten. Men de gør noget andet vigtigt. De fortæller den anden, at du stadig er der, selv i din beskyttelse. Det er forskellen på at forsvinde ind i mønstret og på at blive i kontakt, mens du er i det!

Det tredje skridt er at spørge ind til den anden.

"Hvor er du henne lige nu?"
"Hvad har du brug for?"
Ikke for at løse det for dem. Bare for at se dem, der hvor de er.

Det er det, der skaber kontakt. Ikke at ingen af jer reagerer. Men at I begynder at se hinandens reaktioner, i stedet for kun at være i jeres egne.

Det kræver øvelse. I kommer til at glemme det, falde tilbage i de gamle mønstre, og prøve igen. Det er helt normalt.

Men hver gang I genkender mønsteret og siger det højt i stedet for at handle på det alene, kommer I lidt tættere på hinanden, selv midt i det svære.

Et spørgsmål til dig:
Hvad kunne du sige højt, næste gang du mærker dig selv gå i en af dine kendte reaktioner?

De to reaktioner i en konflikt, du måske slet ikke lægger mærke til
Ugens emne: Når vi beskytter os i stedet for at mødes

I mandags kiggede vi på kamp, flugt og frys. De tre er ret nemme at få øje på, både hos os selv og hos partneren. Vi har alle prøvet at presse på eller at trække os.

Men der er to andre strategier, der kan være lidt sværere at genkende. Ikke fordi de fylder mindre. Men fordi de ligner noget positivt.

Tilpasningen
Tilpasning sker, når du forsøger at bevare relationen ved at please og undgå konflikt, ofte på bekostning af dine egne behov.
Det kan vise sig som at sige ja, selvom du mener nej. At tage skylden, selvom du ikke føler du har gjort noget galt. At undskylde for hurtigt og for meget. At undertrykke dine egne følelser for at bevare freden.

Udefra ligner det samarbejdsvilje. Nogen der er let at være sammen med.
Men indeni sker der helt sikkert noget andet. Du forsvinder lidt hver gang. Og når du forsvinder fra dig selv, så forsvinder du også fra relationen.

”Fikseren”
Når ubehaget vokser, kan du forsøge at handle dig ud af det. Finde løsninger for hurtigt at komme videre fra konflikten.
Det kan vise sig som at foreslå løsninger midt i konflikten uden at lytte færdigt. At sige "så gør vi bare sådan her", før der er talt ud.

At forsøge at redde stemningen ved at handle i stedet for at være til stede. At blive rastløs og utilpas, hvis problemet ikke løses med det samme.
Udefra ligner det handlekraft. Nogen der tager ansvar.
Men det, der egentlig sker, er at ubehaget ved at være i følelsen bliver for stort. Så du løser i stedet for at mærke, og springer det øjeblik over, hvor I faktisk kunne have mødt hinanden.

Selvom begge strategier kan se ud til at skabe kontakt, så gør den faktisk det modsatte.

For tilpasning giver fred, men ikke nærhed. Og at fikse giver en løsning, men ikke forståelse.

Et spørgsmål til dig:
Kan du genkende du tilpasningen eller ”fikseren” i dig selv?

📅 Læs med på fredag, hvor jeg deler en enkel og konkret måde at finde tilbage til kontakt på, også når I er langt fra hinanden.

Når vi prøver at finde hinanden, og alligevel mister kontakten
Ugens emne: Når vi passer på os selv, i stedet for at mødes

Når vi føler os sårede eller utrygge i relationen, går vi på autopilot.
Vi forsøger at beskytte os selv. Men det, vi egentlig længes efter, er det modsatte: kontakt til den anden.

Vores reaktioner er faktisk helt naturlige. De er nervesystemets måde at passe på os, når vi er pressede, sårede eller utrygge. Og vi bruger den strategi, der har været mest "succesfuld" tidligere i vores liv.

Problemet er bare, at de forhindrer reel kontakt i mellem os.

For i stedet for at møde hinanden, begynder vi at beskytte os selv. Vi reagerer på hinanden i stedet for at forbinde os. Med andre ord, er det lige dér vi går skævt af hinanden.

Når vi er i overlevelse, bliver vi blinde for det, der virkelig foregår. Vi mister det vigtigste: evnen til at være nærværende, nysgerrige og åbne. Vi får tunnelsyn.

Derfor ender vi igen og igen i de samme mønstre og konflikter, selv når vi bare gerne vil være tæt på hinanden.

Du kender dem sikkert!

Kamp
Du reagerer med modstand for at blive hørt og genvinde kontrol. Det kan være direkte, eller skjult i sarkasme, kritik og diskussion.
Det kan lyde som at hæve stemmen. At kritisere den anden for ikke at lytte. At ville vinde diskussionen frem for at finde hinanden. At tage initiativ til samtalen, men ende i anklager.
Flugt
Du trækker dig fysisk eller følelsesmæssigt. Du undgår konfrontationen, men mister samtidig kontakten.
Det kan være at forlade rummet eller gå i seng midt i konflikten. At blive tavs. At sige "glem det", selvom det ikke føles glemt. Eller tanken: "Det hjælper ikke at tale om det."
Frys
Kroppen går i alarm, og du stivner. Du ved ikke, hvad du føler, og kan ikke finde ordene.
Det kan være at blive stille og tom i blikket. At føle sig overvældet uden at kunne reagere. At kroppen er låst, mens tankerne kører i ring.

De er alle tre helt naturlige, for vores hjerne reagerer fysiologisk på en ydre trussel.

Så husk at når vi er i dem, kan vi ikke være i relation med andre. Hjernen lukker simpelthen ned for den mulighed.

Et spørgsmål til dig:
Hvilken af de tre kender du bedst hos dig selv, når det bliver svært?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg deler de to reaktioner, der ofte overses: tilpasning og ”fikseren”. De er lettere at tage for noget positivt, men de koster også kontakten.

Moden kærlighed - det der venter på den anden side
Ugens emne: Faserne i et parforhold

Vi har talt om forelskelsen. Og om modstanden, der uundgåeligt følger efter.

I dag handler det om det, der kan komme bagefter - hvis I bliver i det.

Den modne fase eller moden kærlighed.

Den lyder ikke lige så spændende som forelskelsen. Der er ingen sommerfugle. Ingen eufori. Ingen fornemmelse af at være løftet ud af hverdagen.

Men den har noget andet. Noget dybere.

I moden kærlighed ser vi hinanden som vi faktisk er.
Ikke versionen vi viste frem i starten. Ikke idealet vi håbede på. Men den rigtige, ufuldkomne udgave - med vaner der irriterer, sår der stikker frem, og sider vi stadig ikke helt forstår.

Og vi bliver alligevel.

Ikke fordi det er nemt. Men fordi vi har valgt at lære hinanden at kende og lytte til hinanden, frem for at bevæge os i overfladen.
Det er en anden slags kærlighed end den I startede med.

Den kræver at vi kan tale om det, der er svært, uden at det bliver til krig eller afstand.

At vi tager ansvar for vores egne reaktioner, i stedet for at gøre den anden til årsag til alt vores smerte.
At vi forbliver nysgerrige på hinanden - også efter ti eller tyve år.

Det er ikke romantik i klassisk forstand. Det er noget der minder mere om håndværk. Noget vi skal øve os på. Noget der bygges op, lidt efter lidt, i hundred eller tusindvis af små valg.

Og det, moden kærlighed giver til gengæld, er noget forelskelsen aldrig kunne. En kontakt der holder, ikke fordi den er perfekt, men fordi den er ægte.

Mange par forlader hinanden i modstandsfasen. Ikke fordi kærligheden er væk. Men fordi ingen fortalte dem, at det de stod i, var en del af vejen - ikke enden på den.

Et spørgsmål til dig:
Hvad ville det kræve af dig, at se din partner klart. Uden idealer, uden forventninger - og vælge dem alligevel?

Modstandsfasen - Den de fleste fejltolker som slutningen
Ugens emne: Faserne i et parforhold

Læste du med i mandags, ved du at forelskelsen har en indbygget udløbsdato.

Ikke fordi kærligheden forsvinder. Men fordi den udvikler sig.

Og det den udvikler sig til den næste naturlige fase i parforholdet. Dog er de fleste par ikke er forberedt på den.

Nemlig modstandsfasen.

Det er her det "virkelige" forhold begynder. Og det er her mange går i stå.

For pludselig ser du sider af den anden, du ikke så i starten. De gør ting der irriterer dig. De reagerer på måder du ikke forstår. Vi begynder at finde vores eget ståsted ift vores partner. Og så begynder man typisk at tænke: "Det var bedre i starten. Nu er noget gået galt."

Men det er ikke gået galt.

Det er bare her, jeres indre arbejde starter.
For det der sker i modstandsfasen, er ikke tilfældigt.

De sår fra fortiden der vækkes.
De mønstre der aktiveres.
Den frustration der opstår - den peger ikke kun på den anden.
Den peger også på dig.

For vi tiltrækkes af det vi ikke kan se hos os selv. Det samme gælder her. Det der trigger os mest ved partneren, er ofte det der kalder på noget uforløst i os. Et gammelt sår som skal heles.
Og det er ubehageligt at opdage, at den anden ikke kan hele det sår.

Det er meget nemmere at tænke: "Problemet er ham/hende" end at spørge: "Hvad siger min reaktion om mig?"

Men det er præcis det spørgsmål, der kan starte en ændring i jeres dynamik.

For når vi begynder at tage ansvar for vores egne mønstre, i stedet for at vente på at den anden ændrer sig - begynder der for alvor at ske en bevægelse mod hinanden.

Så husk; Modstandsfasen er ikke et tegn på at I er forkerte for hinanden.

Det er et tegn på at I er nået til det sted, hvor kærligheden enten bliver ægte - eller går i stå.

Et spørgsmål til dig:
Er der noget ved din partner der trigger dig igen og igen og hvad tror du det egentlig handler om i dig?

📅 Læs med på fredag, hvor jeg deler hvad der venter på den anden side af modstandsfasen.

De tre faser i et parforhold – Forelskelsesfasen
Ugens emne: De 3 faser i et parforhold

De fleste par starter med en følelse af magi.

Alt føles let. Spændende. Fuld af håb.
Du ser det bedste i den anden. Forskellighederne virker charmerende. Og hjernen bader i kærlighedshormoner der gør alt lysere, sjovere og mere muligt end det måske er.

Det er forelskelsen.

Og den er ægte. Den er ikke falsk eller overfladisk. Kemien er det der i starten binder os sammen.

Men der er noget mere i forelskelsen end kemi og hormoner.
Vi bliver ikke tilfældigt draget mod bestemte mennesker.
Vi tiltrækkes ofte af det, vi selv bærer på, men ikke kan se hos os selv.

Den frihed vi ikke tillader os.
Den styrke vi ikke tror vi har.
Den sårbarhed vi har lært at skjule.

Vi ser det i den anden. Og vi forelsker os i det.
Ikke fordi vi er blinde eller naive. Men fordi kærligheden har en indbygget visdom - den peger os mod det, vi endnu ikke har mødt i os selv.

Det er derfor forelskelsen føles så stor. Så overvældende. Som om vi endelig er blevet hele.

Men her kommer det paradoksale.

Det samme der tiltrækker os i starten, bliver ofte kilden til frustration senere.

Den frihed vi elskede ved den anden, begynder at føles som ansvarsløshed.
Den styrke vi beundrede begynder at føles som kontrol.
Den sårbarhed vi fandt smuk begynder at føles som for meget.

Ikke fordi den anden har ændret sig. Men fordi spejlet begynder at vise os noget, vi helst ikke ville se.

Mange tolker det som et tegn på at kærligheden er ved at forsvinde.
Men det er det sjældent.

Det er et tegn på at forelskelsen har gjort sit arbejde - og at I er klar til næste fase.

Forelskelsen er ikke kærlighed. Den er faktisk invitationen til den modne kærlighed.

Den åbner en dør. Men det er det der sker bagefter, der afgør om I finder vej igennem den — og hvad I bygger på den anden side.

Et spørgsmål til dig:
Kan du huske da alt føltes let og muligt og kan du genkende noget i den anden, som måske også er en del af dig selv?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg deler den fase de fleste fejltolker som slutningen men som faktisk er begyndelsen på det rigtige arbejde.

Den rolle der hjælper alle - undtagen sig selv
Ugens emne: Dramatrekanten og de roller vi spiller

I løbet af ugen har vi kigget på bulldozeren og skildpadden.

I dag er det ambulancen.

Ambulancen er den der altid er klar. Den der træder til. Den der hjælper, løser, støtter og trøster - ofte før nogen har bedt om det.

Udefra ligner det empati og opmærksomhed på andre. Omsorg og Nærvær.
Og det er det også - til en vis grænse.

For ambulancen hjælper ikke kun fordi de vil den anden det godt.
De hjælper også fordi det at hjælpe giver dem noget selv.

En følelse af at være vigtig. Af at betyde noget. Af at have en plads i forholdet - så længe de er nyttige.

Og det er her det bliver kompliceret.
For ambulancen holder skildpadden i at være hjælpeløs. Ikke med vilje. Men fordi de altid er der med svaret, løsningen, støtten - holder de utilsigtet den anden fra at finde sin egen styrke.

Og de mister sig selv i det.

For bag ambulancens hjælpsomhed gemmer der sig ofte noget de ikke siger højt.

En frygt for ikke at være nok, hvis de holder op med at hjælpe.
Et behov for at blive set og værdsat der aldrig rigtig bliver mødt (fordi de aldrig beder om det)

En ensomhed ved altid at være den stærke - og aldrig den der må have brug for noget.

Ambulancen bærer andre fordi de ikke ved om de er elsket, hvis de ikke gør det.

Og selvom det udefra kan ligne kontrol eller manglende tillid. Så hjælper ambulancen for at høre til.

Et spørgsmål til dig:
Kan du genkende ambulancen i dig selv? Den der ofte hjælper lidt for meget, lidt for hurtigt og hvad tror du det egentlig handler om?

Den rolle der ligner ligegyldighed - men sjældent er det
Ugens emne: Dramatrekanten og de roller vi spiller

I mandags introducerede jeg Dramatrekanten og startede med bulldozeren. Den rolle der presser på.

I dag kigger vi på skildpadden.

Skildpadden er den der trækker sig ind i skallen.
Den der bliver stille.
Den der forsvinder - fysisk eller mentalt - når konflikten tager fat.

Udefra kan det ligne ligegyldighed. Som om de ikke gider.
Men indefra handler det om noget helt andet.

Skildpadden trækker sig fordi det føles overvældende at blive i det. Fordi de på et tidspunkt lærte, at det at blive i konflikten gjorde tingene værre - ikke bedre. Og hvis de trak sig (nok), så kom hjælpen.
Fordi skallen er det eneste sted, der føles sikkert når presset bliver for stort.

Og det paradoksale er:
Jo mere bulldozeren presser på, jo dybere trækker skildpadden sig ind i skallen.
Jo mere skildpadden trækker sig, jo hårdere presser bulldozeren på.

De to roller låser hinanden fast i en dynamik, der er næsten umulig at bryde.
I hvert fald så længe ingen af dem forstår hvad der egentlig foregår.

Skildpadden vil faktisk ikke afvise. Men kommer til at lægge ansvaret for hvad der sker over i den andens hænder. Ikke med vilje. Men fordi det er ”nemmere” at forsvinde end at sige: "Det her er svært for mig, men jeg bliver."

Og lige der, hvor ingenting føles muligt.
Lige der mister skildpadden sin egen stemme.
Sin egen plads.
Sin mulighed for at påvirke det der sker.

Skildpadden trækker sig ikke fra dig. De trækker sig fra det der overvælder dem. Men i at forsvinde, opgiver de også deres del af kontakten.

Et spørgsmål til dig:
Genkender du skildpadden i dig selv? I de øjeblikke hvor du føler det er uretfærdigt og bare ønskede den anden rakte en hånd ud.

📅 Læs med på fredag, hvor jeg deler den tredje rolle som er lidt mindre tydelig end de andre. Ambulancen og hvad der gemmer sig bag behovet for at hjælpe alle andre. (før sig selv)

Kender du de roller vi spiller i konflikter?
Ugens emne: Dramatrekanten og de roller vi spiller

De fleste der har gået i terapi hos mig, har hørt om Dramatrekanten.

Og der er en grund til at jeg vender tilbage til den igen og igen.

For der er uanede kræfter i Dramatrekanten, men når vi først begynder at genkende de roller vi spiller - så sker der noget.
Vi holder op med at være fanget i dynamikken uden at vide det. Og vi begynder at se hvad der egentlig foregår. Både i os selv og i forholdet. Og at vi holdes ”fanget” i tre bestemte roller, med et forudskrevet manuskript hvor alle kender der replikker.

Dramatrekanten beskriver altså tre roller vi glider ind og ud af - ofte uden at vide det.

Bulldozeren, Skildpadden og Ambulancen.

Denne uge kigger vi på dem én ad gangen.

Vi starter med Bulldozeren.

Bulldozeren er den der presser på. Den der ved hvad der er rigtigt. Den der har svaret – og bestemt ikke forstår hvorfor den anden ikke bare kan se det.

Udefra kan det ligne dominans eller kontrol.

Men indefra handler det sjældent om det.

Bulldozeren presser på fordi de er bange. For at miste kontrollen. For at tingene går galt hvis de ikke holder styr på det. For at blive overset eller ikke taget alvorligt.

Og jo mere den anden trækker sig eller ikke reagerer som forventet, jo hårdere presser bulldozeren på.

Det handler ikke om at gøre den anden fortræd. Det er frygt forklædt som styrke.

Og bag presset gemmer der sig næsten altid et uopfyldt behov.

At blive hørt.
At blive taget alvorligt.
At mærke at det de siger, betyder noget.

Bulldozeren vil ikke kontrollere. De vil i kontakt. De kender bare ikke en anden måde at få den på.

Et spørgsmål til dig:
Kan du genkende bulldozeren i dig selv de øjeblikke hvor du presser på, fordi du er bange for ikke at blive hørt?

📅 Læs med på onsdag, hvor jeg deler Skildpadden og hvad der egentlig gemmer sig bag den rolle.