Baron Rouge Gundogs
Lille familiedrevet kennel med opdræt af FT Spaniels. Vores hunde er primært jagthunde, men fungerer fantastisk i familien også.
Registreret i DJR og Klubben for FT Spaniels. Uddannet licenstræner i Klubben for FT Spaniels i 2021.
01/10/2026
Min lille hund bliver bare ved med at levere 🤎🤍
Årets første markprøve er vel overstået under svære forhold med varme, læhegn i lange baner og masser af fugle. Vespa og jeg ender som dagens bedste hund med en 3. vinder, og jeg tager derfra både glad og stolt.
Hun gik præcis, som jeg havde forventet. Et lidt rigeligt kort søg, men helt bevidst og efter planen. Det er en balance, vi har arbejdet med frem mod sæsonen, for min lille hund skal kunne holde et effektivt søg gennem hele sæsonen – og gerne helt frem til januar. Det kræver, at vi passer på motoren og ikke brænder alt krudtet af for tidligt. Der skal være noget at tage af, når sæsonen for alvor begynder at trække tænder ud - hun bliver kun 3 år lige om lidt.
En stor tak til mine meddeltagere for en rigtig dejlig dag i marken, til skytter, prøveleder sponsorer og terrænvært for en flot og velafviklet prøve – og til dommerne for at kigge vores vej i dag.
Tak til Klubben for Field Trial Spaniels for endnu et super markprøveprogram, der giver os mulighed for at komme ud og prøve kræfter med sporten gennem hele sæsonen.
Tak til familien for at give plads til hundene og alt det, der følger med. Og sidst, men bestemt ikke mindst, tak til min lille hund for endnu en gang at vise, hvad hun er lavet af 🍀🐾
And Paul… 🫶🏼 What a rocket she is 🔥
26/09/2026
Årets første træningsdag på fugl er i bogen 🪶🐾
Vi fik skudt agerhøns over både markprøvehundene og de unge kadetter, og det blev en rigtig god dag med masser af fugl og gode situationer.
Varmen kunne mærkes, og hundene holdt naturligt ikke helt samme intensitet og varighed som på en kold vinterdag. Men de så nu ganske godt tilfredse ud med dagens arbejde ligesom alle førerne virkede fornøjede.
Jeg fik kørt både Spider og Vespa godt i bund og fik samtidig samlet nogle værdifulde erfaringer og situationer op, lige inden det for alvor går løs.
Tak for en god dag 🍀
24/09/2026
Der er stadig mest ro i hvalpekassen, men nu hvor øjnene så småt titter frem, går vi mod en mere aktiv periode 🐾🥰 Og det glæder vi os til 🍀
Stamtavle i kommentar 🩵🩵🩵🩵🩵🩷🩷
22/09/2026
Selvom der er hundehvalpe på bondegården, får den resterende del af flokken også lidt opmærksomhed 🐾 🍀
Og den store hundehvalp her er efterhånden blevet en ret flot fyr 🖤🤍 Blue 💙
Chadsmynydd Fire Bird 🐦🔥
(Willowsaul Wiley x Whitebeam Warbler)
07/09/2026
Så kom Nellie godt i mål med fødslen af 7 fine hvalpe 💛🧡🖤 i 3 forskellige farver 🌈
Fordelingen blev 2 tæver 🩷 og 5 hanner 🩵
Usædvanligt for Nellie, der tidligere har produceret væsentligt flere tæver end hanner.
Nu skal de næste par døgn lige forløbe godt, og så kan vi forhåbenligt glæde nogle hvalpekøbere med de gode nyheder.
Grundet den skæve kønsfordeling, er der hanner, der endnu ikke er reserveret 🍀
06/09/2026
Så er Nellie i gang 🖤🧡
02/09/2026
🍀 Hunde og fører (mest fører) forsøger at komme i form, mens vi skubber lidt fasaner 🦜Vespa synes det er sjovt 🥰
25/08/2026
Ovenpå sidste uges noget vilde historie om parringen af Nellie, Eddie og den lidt uventede afslutning på hans liv, er det vist på tide, at vi for alvor præsenterer det kuld, som vi har glædet os så meget til.
For selvom historien om Nellie og Eddie bestemt ikke blev helt, som vi havde forestillet os, så er det kombinationen af de to hunde, der er det vigtigste – og den er vi ganske enkelt enormt begejstrede for.
Hvis du går med drømmen om en FT Cocker til jagt, markprøve eller måske bare en rigtig god allround jagthund, håber vi derfor, at du vil bruge et par minutter på at kigge nærmere på denne kombination. For bag Nellie og Eddie gemmer der sig ikke bare to hunde, som vi selv holder utrolig meget af, men også en stamtavle, der er fyldt med nogle af de hunde, som har haft størst betydning for moderne Field Trial Cocker-avl.
Og når man først begynder at dykke ned i navnene, bliver det faktisk ret svært ikke at blive lidt begejstret.
Så her kommer historien om kuldet – og lidt om, hvorfor vi selv har så store forventninger til de små røde og sorte, der forhåbentlig snart kommer til verden.
I stamtavlens historie mødes nogle af de stærkeste Cockerlinjer, der gennem årtier har sat deres tydelige aftryk på den engelske og danske markprøveverden – og ikke mindst to navne, som går igen, når talen falder på virkelig stærk avl: FTCh Mallowdale Ken of Winhocklin og FTCh Argyll Warrior.
Mallowdale Ken er en hund, vi er særligt glade for at se så centralt i denne kombination. Ken var søn efter FTCh Mallowdale Gun og FTCh Dardnell Divot og blev selv en særdeles betydningsfuld avlshan. I en opgørelse over de engelske Cockeravlshanner var Ken registreret som far til 110 kuld og adskillige FTCh. Endnu mere interessant er det, at han i Danmark blev en helt usædvanlig succes som avlshan. Han blev far til de tre markprøvemestre, der vandt de danske mesterskaber i årene '17, '18 og '19 – vundet af to tæver, som blev fremhævet som nogle af de bedste danske Cocker-tæver i deres generation, DK FTCh Tiptopjack Thrift af Laycan's og DK FTCh Sweepstake Rema.
Det er netop den slags avlsmæssige gennemslagskraft, der gør Ken interessant. Ikke bare fordi han selv var FTCh, men fordi hans egenskaber igen og igen viste sig i afkommet.
På den anden side af stamtavlen finder vi en anden af de helt store avlsmatadorer, FTCh Argyll Warrior. Warrior var en af de fire hanner, som i en større analyse af den engelske Cockeravl blev betegnet som totalt dominerende – både målt på anvendelse i avlen og på kvaliteten af afkommet. Han blev far til mindst 10 FTCh og ikke færre end tre vindere af The English Cocker Spaniel Championship.
Og det stopper ikke med første generation. Argyll Warriors betydning blev ført videre gennem hans afkom, og således var han far til to Championship-vindere og bedstefar til yderligere to. Det er et ret godt billede på, hvad der menes, når man taler om en hund, der virkelig sætter sit præg på en race.
Det er denne arv, vi synes er spændende i kombinationen af vores to hunde.
For mor til kuldet, Birkelund Diamond – vores egen sneppedronning Nellie, behøver vi næsten ikke sige mere om. Nellie har gennem årene vist os præcis den type Cocker, vi selv holder allermest af. Hun arbejder med stor intensitet og vildtbegær, men samtidig med hovedet med sig, og hun har en helt særlig evne til at finde og håndtere snepper. Hun er en hund, der har givet os utallige fantastiske jagtoplevelser, og som vi har skrevet meget mere om tidligere.
Hendes stamtavle er i sig selv fyldt med stærke hunde, men især er det interessant at se Argyll Warrior så tæt på gennem linjen efter FTCh Orgest Yfwr. Warrior ligger dermed ikke bare langt tilbage som et tilfældigt navn i stamtavlen, men som en dokumenteret avlsmæssig kraft, der har præget linjen gennem generationerne.
Faren bliver som skrevet, nu afdøde Laycan's Twilight Sparkle – eller Eddie, som han hed derhjemme.
Eddie var på mange måder lige præcis den Cocker, man gerne vil have i huset. Han var hele familiens hyggehund, en lille rød han med et enormt drive, masser af personlighed og en arbejdslyst, der ikke fejler noget. Når der skulle arbejdes, blev der arbejdet. Eddie gik hårdt, elskede at være på jagt og var en fremragende apportør – og så har han vist sig at være særdeles snu, når det kommer til snepperne.
Han er samtidig blevet præmieret på markprøve blandt både Cockere og Springere, præcis som Nellie, og det er kombinationen af hans arbejdslyst, vildtbegær, næse og gode hoved, vi håber at kunne føre videre i denne kombination, ligesom Eddie tidligere har gjort. Han er således far til vinderes af det danske FT Cocker Spaniel Mesterskab i 2024, FTCh Asbæk Gundogs Red Magic.
Eddie bringer samtidig Mallowdale Ken helt centralt ind i kuldet, mens Argyll Warrior dukker op igen gennem de stærke tævelinjer. Og når man bevæger sig længere tilbage i stamtavlen, bliver billedet kun endnu mere interessant med navne som Dardnell Dealer, Danderw Druid, Mallowdale Gun, Orgest Yfwr, Timsgarry Barlow og flere andre hunde, der har haft reel betydning for den moderne Field Trial Cocker.
Det er selvfølgelig ikke sådan, at en stamtavle alene laver en god jagthund.
Det gør kombinationen af gener, temperament, vildtbegær, intelligens, samarbejdsevne og den enkelte hunds personlighed.
Men når man står med en kombination, hvor to så dokumenterede avlslinjer som Mallowdale Ken og Argyll Warrior mødes, hvor begge forældre selv har bevist deres værd på jagt og markprøve, og hvor vi samtidig kender Nellie og Eddie helt ned i detaljen, så tør vi godt sige, at forventningerne til dette kuld er høje.
Vi håber på små Cockere med fart, stil, næse og masser af power og vildtbegær. Hunde, der elsker at arbejde, men som også kan være en del af familien, når dagen er slut.
For i sidste ende er det dét, vi selv søger.
En Cocker, der kan give dig en fantastisk dag på jagt – og som bagefter ligger ved dine fødder og gerne vil med igen i morgen.
19/08/2026
Et sidste kapitel efter 2 helt særlige hunde 🖤🧡
Jeg har gået og ventet lidt med at skrive det her, for nogle gange skal en historie lige synke ind, før man selv helt forstår, hvad der egentlig er sket.
Birkelund Diamond – bedre kendt som Nellie – skal have hvalpe 🖤
Og det er ikke bare nyheden om, at vores gamle sneppedronning venter et sidste kuld. Det er historien om, hvordan det overhovedet kom dertil, der gør det her kuld til noget helt særligt.
Nellie er efterhånden kommet op i årene, og efter nogle meget succesfulde kuld havde vi egentlig besluttet, at hendes tid som avlstæve var forbi. Men jeg kunne næsten ikke bære tanken om, at vi skulle sætte det sidste punktum uden at forsøge én sidste gang. Når man har en tæve som Nellie, som har betydet så meget, både på jagt, på markprøver og i avlen, så er det svært bare at sige, at nu er det slut.
Derfor tog jeg kontakt til min gode ven Martin, og vi blev enige om at prøve at lave det kuld, vi begge havde gået og tænkt lidt på. Nellie blev parret med Martins hanhund Laycan's Twilight Sparkle – Eddie, som i nyere tid har været en af de mest interessante og bedst avlende FT Cocker-hanhunde i Danmark.
Eddie og Nellie er på mange måder en kombination, der giver rigtig god mening. Begge er præmierede på markprøve fra deres unge dage, begge er fantastiske vildtfindere og eminente apportører, og ikke mindst er de begge hunde, der har en helt særlig evne til at finde og håndtere snepper. Det er to hunde, som Martin og jeg hver især har haft nogle fantastiske oplevelser med, og vi var derfor naturligvis meget spændte på, hvad de kunne give videre sammen.
De første parringer gik helt ukompliceret. To erfarne hunde, som hurtigt fik det klaret uden menneskelig indblanding, præcis som det skal være. Men efter den sidste parring syntes jeg, at Nellie virkede lidt mærkelig. Hun peb, når vi trykkede hende på maven, og kort efter opdagede jeg, at hun havde udflåd fra skeden.
Det var sent på aftenen, men min dyrlæge kunne heldigvis se hende med det samme. Efter en kort undersøgelse kom den melding, man som hundeejer virkelig ikke har lyst til at høre:
“F**k.”
Mistanken var livmoderbetændelse. Og alle, der har prøvet det med en tæve, ved, hvor alvorligt det kan være. Den sikre løsning er at få fjernet livmoderen, for en ubehandlet livmoderbetændelse kan ende fatalt.
Men der var jo den lille mulighed for, at Nellie allerede var drægtig.
Derfor besluttede dyrlægen, at vi ville give hende en chance med penicillin mod skedekatar. Hvis det viste sig kun at være dét, kunne vi måske redde både Nellie og forhåbentlig også en eventuel drægtighed. Hun var dog meget sløj, og beskeden var samtidig, at selv hvis hun kom sig, var sandsynligheden for, at der ville komme hvalpe ud af det, meget lille.
Jeg ringede til Martin med den kedelige besked, og vi var begge ret slukørede. Det havde ellers været lidt af en drøm at få et kuld på netop vores to sneppe-cockere. Men sådan så det ikke ud til at skulle være, og vi måtte selvfølgelig være taknemmelige, hvis bare Nellie kom godt igennem det.
Så gik ugerne.
Vi regnede ikke med hvalpe.
Og så blev Eddie pludseligt syg - ud af det blå blev han sløj og benene drillede under ham.
Han fik hurtigt konstateret anaplasmose og skulle igennem flere ugers behandling med antibiotika og en usikker fremtid. Jeg skrev løbende til Martin for at høre, hvordan det gik, men svarene blev ved med at være bekymrende, og udsigterne så efterhånden ikke gode ud.
I sidste uge kom så den besked, jeg havde gået og frygtet.
Eddie klarede den ikke - han blev aflivet i dag.
Det var naturligvis en forfærdelig besked for Martin, og jeg var virkelig ked af det på hans vegne. Men samtidig gjorde det også historien om den mislykkede parring med Nellie endnu mere trist. For hvis der på nogen måde havde været hvalpe i hende, kunne det meget vel have været Eddies sidste kuld.
Martin spurgte derfor forsigtigt, om jeg egentlig troede, der kunne være hvalpe i Nellie.
Det afviste jeg i første omgang. Vi havde jo været igennem hele historien med infektionen, og for to år siden havde Nellie faktisk også taget godt på efter en parring, hvorefter hun alligevel gik tom. Så jeg turde ikke håbe på noget.
Men da der var gået en lille uges tid, begyndte jeg alligevel at synes, at hun så lidt anderledes ud. Hun var blevet lidt rund, og hun var begyndt at vralte en smule, og selvom fornuften sagde, at vi nok bare bildte os noget ind, tænkte jeg, at nu måtte vi altså få det undersøgt.
Så i dag tog vi Nellie med til scanning.
Og der var de.
Hvalpe!
Nellie er drægtig ❤️🖤
Det er svært helt at beskrive den følelse, vi sidder med. Vi havde opgivet kuldet. Vi havde accepteret, at det ikke blev til noget, og i mellemtiden havde vi mistet Eddie. Og alligevel ligger der nu et kuld små Eddie/Nellie-hvalpe og vokser inde i vores gamle sneppedronning.
Det betyder, at de hvalpe, der kommer til verden, bliver Eddies sidste afkom. Og det bliver samtidig Nellies sidste kuld.
Det gør selvfølgelig kuldet helt særligt for Martin og jeg, men også hundemæssigt er det en kombination, vi er utrolig spændte på. Her mødes to stærke jagthunde, begge med dokumenteret præstation, begge med en stærk vildtfinderevne og begge med en helt særlig historie omkring snepperne.
Vi håber selvfølgelig på et sundt og stærkt kuld, og vi glæder os helt enormt til at se, hvad Nellie gemmer på.
Der er allerede skrevet flere op, og vi skriver gerne flere seriøse interesserede på listen. Men vi kommer til at tage os god tid, når hvalpene er født, for det her er et kuld, hvor vi virkelig gerne vil finde de helt rigtige mennesker. Om det bliver til jagt, markprøver, avl eller bare et langt liv som fantastisk jagtkammerat, må tiden vise.
Og helt ærligt – Martin og jeg har allerede haft den lidt farlige samtale om, hvorvidt vi overhovedet kan finde ud af at sælge dem, når vi først har set dem.
For det her bliver ikke bare endnu et kuld hos Baron Rouge Gundogs.
Det bliver Nellies sidste!
Det bliver Eddies sidste!
Og det bliver et kuld, som vi for få uger siden havde afskrevet som helt umuligt.
Nu er det på vej...
Og måske er det netop derfor, vi glæder os mere til det her kuld end til noget andet, vi har lavet 🖤🧡
Birkelund Diamond × Laycan's Twilight Sparkle
Et sidste kuld efter to hunde, der begge har sat et meget stort aftryk på vores liv med FT Cockere 🧡🖤
Stamtavle kan ses i kommentarspor 🔥
18/07/2026
Herhjemme længes vi efter kulde i kinderne og lavthængende sol om eftermiddagen 🥶☀️🍀🐾
Klik her for at gøre krav på din sponsorerede post.
Kategori
Kontakt virksomheden
Telefon
Website
Adresse
Bavnbjergvej 2, Grejs Øst
Vejle
7100
Underretninger
Bliv den første, der får besked: Vi sender dig en e-mail, når Baron Rouge Gundogs offentliggør nyheder og tilbud. Din e-mailadresse bliver ikke brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.